Enhedslisten: Svineplan er uden nævneværdig effekt

Fødevareminister Dan Jørgensen (S) har torsdag præsenteret en plan for bedre svinevelfærd. Men den er "uden nævneværdig effekt", mener Enhedslistens fødevareordfører, Per Clausen, der beskylder ministeren for at tilgodese svineavlerne frem for svinene.

- Selv om man ved, at problemet med den høje dødelighed hos smågrise kræver mindre kuld, avler man stadig større kuld, siger Per Clausen.

- Selv om man ved, at svinene skal have mere plads og mere halm, hvis behovet for halekupering skal reduceres, sikrer man sig ikke, at disse krav opfyldes, tilføjer han.

I stedet er planen, der består af 22 konkrete punkter, ifølge Per Clausen fyldt med syltekrukker, projekter og udregninger uden effekt.

- Dan Jørgensen svigter med denne plan dyrevelfærden, men holder til gengæld hånden over svineproducenterne, siger fødevareordføreren.

Handlingsplanen er resultatet af et svinetopmøde i foråret, hvor blandt andre repræsentanter for landbruget, dyrevelfærdsorganisationer og forbrugere deltog.

Fødevareministeren har siden samlet trådene og præsenterer nu planen, der skal sænke dødeligheden blandt pattegrise, reducere antallet halekuperinger og udfase kastration af hangrise uden bedøvelse.

Derudover skal der eksempelvis også gøres noget for at minimere den tid, som søer står fastspændt i de danske stalde.

Men initiativerne rykker ikke, mener Per Clausen og hæfter sig ved, at "den mest markante indsats for at forbedre dyrevelfærden sker i den økologiske svineproduktion."

- Det er godt og nødvendigt, men i forhold til den konventionelle svineproduktion tages der slet ikke fast om nældens rod. Naturligvis indeholder handlingsplanen også fornuftige initiativer, men hvis formålet er at skabe ordentlige vilkår for grisene, så er planen en stor skuffelse.

/ritzau/

Dagens Gossip