Enhedslisten: Thorning skal nok få kritiske spørgsmål alligevel

Ifølge Enhedslisten gruppeformand, Per Clausen (Ø), har pressen således fortsat rig mulighed for at gå statsministeren på klingen, selv om det ugentlige møde er lagt på hylden.

»Nyhederne skal nok komme frem alligevel, og både de behagelige og mindre behagelige spørgsmål skal nok blive stillet alligevel, så det er ikke fordi, det spiller den store rolle,« siger Per Clausen.

Pressemøderne om tirsdagen blev indført af tidligere statsminister for Venstre Anders Fogh Rasmussen for mere end 10 år siden, og ifølge Per Clausen var den daværende Venstre-mand bedre til at udnytte det ugentlige møde med pressen end Thorning.

»Der er ingen tvivl om, at Fogh i meget høj grad brugte de her pressemøder til at iscenesætte sig selv og forsøge at holde styr på, hvilke historier der kørte. Det har Helle Thorning ikke haft så meget held med,« siger han.

Når statsministeren har valgt at droppe de ugentlige pressemøder, skyldes det ifølge Statsministeriet, at Thorning fremover skal deltage i den nye debatform, der er blevet indført med det nye folketingsår.

Her skal Thorning i krydsild i Folketingssalen hver anden uge med lederne fra oppositionspartierne samt Enhedslisten.

Thorning vil fortsat møde pressen en gang om måneden til et regulært pressemøde, ligesom der bliver mulighed for at stille statsministeren spørgsmål i forbindelse med duellerne, oplyser ministeriet.

Dagens Gossip

Dagens TV