Enhedslisten undsiger Bødskov: Solcellehul var ikke kommet frem med ny lov

Nej, mener Enhedslisten retsordfører, Pernille Skipper (Ø), der mandag morgen deltog i et samråd med justitsminister Morten Bødskov (S), hvor netop det tema stod på dagsordenen.

På samrådet forklarede Bødskov, at den e-mail, der ifølge ham var helt afgørende for, at sagen kom frem, stadig ville være omfattet af aktindsigt med den nye og omdiskuterede offentlighedslov.

Men den forklaring holder bare ikke, påpeger Pernille Skipper.

»Jeg mener, Morten Bødskov tager fejl. Der er en uenighed om, hvilken e-mail, der er den afgørende e-mail i sagen,« siger hun.

Grundlaget for de artikler i Berlingske, der førte til, at klima- og energiminister Martine Lidegaard (R) i sidste uge blev tildelt en næse af Folketinget, fordi han ikke havde orienteret Klima- og Energiudvalget om et hul i solcelleloven, blev blandt andet til på baggrund af en række aktindsigter givet i dokumenter fra det lovforberedende arbejde udvekslet mellem Klima- og Energiministeriet og Energistyrelsen.

De aktindsigter ville efter alt at dømme ikke være blevet givet med den nye offentlighedslov. Men ifølge Morten Bødskov er den afgørende e-mail i sagen en, der blev sendt fra Dansk Energi til Klima- og Energiministeriet, og den ville være omfattet af aktindsigt.

»Den afgørende e-mail er fra en ekstern organisation, og det ville den være efter den nye lov, og det ville den være efter den gamle lov,« sagde Morten Bødskov.

Bødskovs afvisning er tegn på en presset minister, mener Pernille Skipper.

»Det forpurrer debatten og slører det, men det viser bare, at det er en presset minister, som prøver på at undsige, hvad der er afgørende,« siger hun.

Retsordføreren fra Enhedslisten tror ikke, at mandagens samråd vil rokke ved vedtagelsen af offentlighedsloven tirsdag. Her er det ventet, at regeringen med støtte fra Venstre og Konservative vil stemme loven igennem.

Dagens Gossip