Enhedslisten: Venstre er overklasseparti

Venstre sætter erhvervslivet højere end lønmodtagerne. Venstre er et overklasseparti, siger Enhedslistens Stine Brix, som sidder i finansudvalget.

Hun kritiserer, at partiets formand, tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen, vil fritage virksomheder for skatter og byrder indtil næste valg i 2015.

- Ifølge Lars Løkke skal alle bidrage til at rydde op efter krisen, undtagen erhvervslivet og de mest velstillede. De skal totalfredes.

- Oven i købet vil Løkke bede studerende og arbejdsløse - nogle af dem med de laveste indkomster - om at betale for skattelettelser til erhvervslivet. Det er asocialt, så det batter, siger Stine Brix i en pressemeddelelse.

Derimod kan cheføkonom Mads Lundby Hansen fra den borgerligt-liberale tænketank Cepos ikke overraskende ikke se noget galt i Løkkes forslag.

Han mener, at virksomhederne vil øge deres investeringer, hvis regeringen kobler et skatte- og byrdestop på sin kommende konkurrenceevnepakke.

Under Helle Thorning-Schmidt (S) har regeringen ifølge Skatteministeriet hævet skatterne på erhvervslivet 65 gange, påpeger han.

Cepos ønsker også lavere selskabsskat og færre afgifter på virksomhederne.

- Erhvervslivet er hæmmet af OECD's højeste skattebyrde, når de konkurrerer med udlandet. Forhåbentlig kommer disse skattelettelser i den kommende konkurrenceevnepakke fra regeringen, siger Mads Lundby Hansen.

Han vil udvide skattestoppet til forbrugerne, som ser pessimistisk på økonomien. Det viser dårlige tal for forbrugertilliden, mener han.

- Et skattestop for danske familier kan være med til at bløde det negative syn lidt op. Og hvis det sker, er der mulighed for, at familierne bruger lidt flere penge og forsigtigheds-opsparer lidt mindre, siger Mads Lundby Hansen i en kommentar.

/ritzau/

 

Dagens Gossip