Enhedslisten vil bremse privat børnepasning

Skrevet af admin

28/10/2013

Dagens topnyheder

I Sverige er hver femte daginstitution privat. I Norge er det halvdelen. Sådan må det ikke gå i Danmark, mener Enhedslisten, der i forbindelse med de igangværende forhandlinger om finansloven vil sætte en stopper for væksten i privat børnepasning.

Ifølge Politiken frygter Enhedslisten, at private virksomheder vil udnytte en lovændring fra 2010 til at tjene penge gennem børnepasning.

- Det er klart at foretrække, at det er det offentlige, som driver dagtilbud, så man kan stille krav til kvalitet i pædagogikken, siger børneordfører Rosa Lund (EL) til Politiken.

- Det er forrykt, hvis for eksempel Lego eller Danfoss skulle gå ind og tjene penge på børnepasning. Heldigvis er det ikke sket endnu, men vi kan lige så godt ændre loven, før det sker, siger hun.

Partiet vil dog stadig acceptere muligheden for at drive selvejende institutioner. Men det skal i så fald ske uden fortjeneste.

I den modsatte ende af folketingssalen håber Venstres familieordfører, Louise Schack Elholm, at Enhedslisten ikke får held til at komme igennem med sine ønsker.

- Der er ikke nogen store aktører på vej ind på markedet lige nu. Men selv hvis de kom, kunne forældrene jo bare vælge dem fra, siger hun til Politiken.

- De skal nok vælge steder, hvor deres børn er glade for at være. Det her handler i høj grad om, at forældrene skal kunne vælge mellem forskellige typer institutioner, siger hun.

I fagforbundet FOA, der organiserer ansatte på børnepasningsområdet, er man glad for, at emnet kommer på dagsordenen.

- Når privatiseringen for alvor ruller, sker det på bekostning af kvaliteten. Så kan manglende uddannelse og dårlig normering blive en konkurrencefaktor, fordi man kan tjene penge på ansættelse på ringere vilkår, siger Jakob Sølvhøj, formand for Pædagogisk Sektor i FOA til Politiken.

- Konkurrence fremmer ikke kvaliteten. Tværtimod vil den ramme kvaliteten, siger han.

/ritzau/