Enhedslisten vil bruge flere penge på at forebygge PTSD

Vold eller trusler om vold har en stor del af skylden for, at 8652 danskere siden 2007 er blevet tilkendt førtidspension som følge af posttraumatisk stress (PTSD), mener Enhedslistens arbejdsmiljøordfører, Jørgen Arbo-Bæhr, og han vil derfor have større fokus på forebyggelse.

Han foreslår, at Arbejdstilsynets vejledning på området bliver lavet om til en lovbekendtgørelse. Det vil rent juridisk betyde, at arbejdsgiverne kan gives påbud, hvis det viser sig, at deres medarbejdere rammes af posttraumatisk stress, og der ikke gøres noget ved problemet.

- Problemet nu er, at arbejdsgiverne ikke følger vejledningen, og det går ud over medarbejderne. For da det kun er en vejledning, kan man ikke gøre noget ved det, hvis ikke den følges.

- Hvis det bliver lavet om til en lovbekendtgørelse, kan man pålægge arbejdsgiverne at reagere, siger Jørgen Arbo-Bæhr.

Det er en artikel i lørdagens udgave af Politiken, der sætter fokus på de 8652 danskere, der siden 2007 er blevet tilkendt førtidspension på grund af PTSD. Det er dermed den lidelse, der sender flest på førtidspension, skriver avisen.

Sundhedsminister Nick Hækkerup (S) siger til Politiken, at dele af de 2,2 milliarder kroner, som partierne bag satspuljeforliget fredag aften indgik aftale om at bruge på psykiatriområdet over fire år, vil gå til PTSD-området.

Jørgen Arbo-Bæhr tager dog også PTSD-området med til kommende forhandlinger om udmøntning af penge fra Forebyggelsesfonden.

Der er både penge tilbage at bruge i 2014, samt 2015 og 2016, påpeger han.

- Vi skal satse på en opkvalificering og efteruddannelse i konflikthåndtering af de personer, der arbejder med psykiatriske patienter. Det er ofte dem, der bliver udsat for vold eller trusler om vold, siger han.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV