Enhedslisten vil bruge kommunalvalg til at presse KL

Sådan lyder det fra politisk ordfører Johanne Schmidt-Nielsen (Ø), som fra talerstolen på Enhedslistens årsmøde opfordrer til opgøret med KL, som i flere uger har været i konflikt med Danmarks Lærerforening og har lockoutet cirka 50.000 lærere som konsekvens.

»Jo flere repræsentanter, Enhedslisten får i landets kommuner, jo bedre bliver vores mulighed for at lægge pres på Kommunernes Landsforening. Det er mere end på tide, at den biks bliver borgernes talerør ind i Finansministeriet. Frem for at være Finansministeriets forlængede arm ud i kommunerne,« sagde Johanne Schmidt-Nielsen i sin tale.

I en Gallup-meningsmåling foretaget for Berlingske i marts stod Enhedslisten med 27 procent til næsten at blive lige så store som Socialdemokraterne i København, og Johanne Schmidt-Nielsen noterer sig med tilfredshed, at partiet generelt står godt i de politiske meningsmålinger.

»I flere kommuner end nogensinde før er vi klar til at tage kampen op for at udvikle velfærden, styrke demokratiet, for at få miljøet og økologien på dagsordenen. Vi stiller op mod nord i Frederikshavn, mod syd i Guldborgsund, mod øst på Bornholm og mod vest i Esbjerg,« lød det fra talerstolen.

Enhedslisten stiller ved dette års kommunalvalg op i rekordmange kommuner. På nuværende tidspunkt er det besluttet, at man stiller op i 76 kommuner, og der arbejdes desuden på at opstille Enhedslisten i en række øvrige kommuner.

»I mange kommuner står vi til at få et rent rødt flertal. Det giver os muligheden for – sammen med vores lokale venner i SF og Socialdemokraterne – at vise, at der er et alternativ til den kurs, der føres på Christiansborg,« sagde Johanne Schmidt-Nielsen i sin tale.

Kommunalvalget afholdes 19. november i år. Enhedslistens årsmøde fortsætter frem til søndag.

Dagens Gossip