Enhedslisten vil fortsætte rollen som vagthund

Skrevet af admin

19/08/2015

Dagens topnyheder

Enhedslistens politiske ordfører, Johanne Schmidt-Nielsen, tog først ordet onsdag ved partiets sommergruppemøde i Kastrup.

Og da hun afsluttede sine åbningsbemærkninger, var det med ordene: "Vi vil fortsætte rollen som borgernes vagthund på Christiansborg".

Dermed understreger Enhedslisten - det næststørste parti i oppositionen - at statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og resten af Venstre-regeringen får Enhedslisten på nakken i den kommende valgperiode.

Gruppenæstformand Pernille Skipper siger, at Enhedslisten såmænd befinder sig godt i rollen som vagthund.

- Enhedslisten har til alle tider - også da vi var parlamentarisk grundlag - gjort en dyd ud af at udfylde rollen som vagthund over for magthaverne. Det er måske noget af det, vi har været allermest kendt for, siger hun og tilføjer:

- Vi har kæmpet for mere åbenhed, uanset om det har handlet om lobbyisme, partistøtte eller kampen imod en ny offentlighedslov, som indskrænker mulighederne for at se magthaverne efter i kortene.

- Vi har kæmpet for mere demokrati, når de mere traditionelle magtpartier har lukket sig om sig selv, og vi har gravet utrætteligt i nogle af de sager, der lugtede af, at nogen kunne misbruge deres magt.

Om det er blå eller røde partier, der står for skud, er underordnet for Enhedslisten.

- Selvom den tidligere regering var baseret på vores mandater, så vendte vi ikke det blinde øje til, når det handlede om grundlæggende diskussioner om forudsætningerne for et ordentligt demokrati. Vi har aldrig skelet til partifarven, siger Skipper.

På sommergruppemødet appellerede Johanne Schmidt-Nielsen igen til Socialdemokraterne og DF, så de tre partier kan danne fundamentet til et såkaldt "socialt flertal", når det gælder velfærd, dagpenge og kampen mod social dumping.

Johanne Schmidt-Nielsen håber desuden på, at regeringen snart løber ind i alvorlige problemer, for eksempel i forbindelse med de kommende finanslovforhandlinger.

- Det er ret bittert at opleve, hvordan regeringens første handlinger har handlet om at annullere de forbedringer, som Enhedslisten har fået igennem de seneste fire år.

- Men vi ser nogle muligheder. Det er en historisk svag regering forstået på den måde, at blå blok sidder med ét overskydende mandat, og man kan sige, at det er en meget smal regering.

- Lars Løkke har ikke et stort folkeligt mandat bag sig, siger Johanne Schmidt-Nielsen.

/ritzau/