Enhedslisten vil have ældrepakke

Ældrepakken skal sikre mere hjemmehjælp og fire konkrete minimumsrettigheder, så plejekrævende ældre får ret til regelmæssige bade, rengøring og gåture.

»De ældre bliver udsat for en ringere og ringere behandling. Det er simpelthen ikke værdigt at behandle de generationer, der har opbygget vores velfærdssamfund, på den måde. Vi vil have vendt udviklingen,« siger politisk ordfører Johanne Schmidt-Nielsen (Ø).

Partiet vil bruge en milliard kroner på at realisere ældrepakken, og pengene skal sikre fem millioner ekstra hjemmehjælpstimer årligt. Det svarer i partiets vurdering til cirka 3.000 nye medarbejdere.

Johanne Schmidt-Nielsen understreger over for Morgenavisen Jyllands-Posten, at Enhedslisten ikke møder op til forhandlingerne med ultimative krav, men slår samtidig fast, at partiet »ikke kan indgå en aftale, som ikke løfter velfærden og skaber flere arbejdspladser«, og her betragter Enhedslisten ældreområdet som et oplagt sted at starte.

Finansminister Bjarne Corydon (S) forholder sig skeptisk til Enhedslistens forslag:

»Vi må drøfte tingene ved forhandlingsbordet, men det lyder ikke umiddelbart realistisk i forhold til de økonomiske rammer, som vi skal respektere i de her år«.

Socialminister Annette Vilhelmsen (SF) vil nærstudere forslaget med »stor interesse«, men vil ikke kommentere finanslovforhandlingerne endnu.

Dagens Gossip