Enhedslisten vil have flere fængselsbetjente

Skrevet af admin

15/07/2016

Mest læste i dag

Der skal flere betjente i fængslerne for at øge sikkerheden for de danske fængselsbetjente. Det mener Enhedslistens vikarierende retsordfører, Søren Søndergaard.

Han minder om, at det nuværende forlig om blandt andet bemandingen i fængslerne udløber i år.

- Vores forslag er, at regeringen tager initiativ til at fremme forhandlingerne, så vi kan komme i gang hurtigst muligt. De forhandlinger skal munde ud i, at der bliver ansat flere fængselsbetjente til de opgaver, der er, siger han.

Ifølge Søren Søndergaard er miljøet i fængslerne blevet hårdere de seneste år. Derfor er det vigtigt, at betjentene har tid til at lave andet end kontrollere fanger.

- Man kan prøve at forbedre situationen inde i fængslerne, så der ikke er opbakning til at begå overgreb på fængselsbetjente udenfor fængslerne. Derfor vil bedre forhold i fængslerne forbedre forholdene uden for fængslerne, siger han.

- Det er ingen garanti for, at der ikke sker overfald. Men det vil helt klart nedsætte det.

Kim Østerbye, der er formand for fængselsbetjentenes fagforbund, Fængselsforbundet, vil møde et løfte om flere kolleger med kyshånd.

- Jeg vil helst have, at vi er det antal på vagt, det kræver at løse den opgave, vi har. Og med de fanger vi har siddende nu, må jeg bare sige, at der er vi ikke nok, siger han.

- Som det ser ud lige nu, bliver vi nødt til at flytte fokus fra relationsarbejde over på det hardcore sikkerhedsarbejde. Særligt med de nye mobiltiltag, som belaster os helt vildt, fordi vi skal inspicere hele tiden.

Han ser gerne, at betjentene får mulighed for at være andet end ordenshåndhæver.

- Det, som vi kalder relationsarbejde, er altafgørende for den dynamiske sikkerhed i fængslerne, siger Kim Østerbye.

/ritzau/