Enhedslisten vil have gjort noget ved de høje pensioner

Skrevet af admin

09/05/2016

Dagens topnyheder

Det er fint nok, at Venstre-regeringen, Socialdemokraterne, Liberal Alliance, De Radikale og De Konservative har indgået en aftale om at ændre politikernes omdiskuterede løn- og pensionsvilkår, men der skal gøres meget mere.

Sådan lyder det fra Enhedslistens politiske ordfører, Pernille Skipper.

- Det er et skridt i den rigtige retning. I 10-15 år har Enhedslisten kæmpet for at få gjort op med de urimelige politikerpensioner, de høje vederlag og den urimelige pensionsalder, der er for politikerne på Christiansborg.

- Næste skridt er et opgør med de høje pensioner. På få år kan en politiker optjene det samme, som det vil tage en gennemsnitlig lønmodtager årtier at tjene ind, siger Pernille Skipper.

Aftalen betyder blandt andet, at folketingsmedlemmers pensionsalder skal følge befolkningens.

Lønnen hæves for borgmestre og regionsrådsformænd. De kan nu se frem til en klækkelig lønstigning på 31,4 procent. Det skyldes, at de ikke har fået reguleret løn siden 1994.

Der kommer et indgreb over for dobbeltaflønning, som da tidligere forsvarsminister Carl Holst (V) både modtog ministerløn og eftervederlag fra sin tid som regionsrådsformand i Region Syd.

Han frasagde sig en del af eftervederlaget efter heftig kritik.

Der lukkes desuden for, at ministre modtager ministerpension efter få ugers arbejde, som Jonas Dahl eksempelvis var berettiget til efter blot seks uger som skatteminister, inden SF trak sig ud af regeringen i 2014.

Enhedslisten beskriver dette område som en af partiets mærkesager. Alligevel er Enhedslisten ikke selv med i aftalen.

- Vi var ikke inviteret. På det her punkt synes regeringen og de gamle magtpartier, hvis vi kan kalde dem det, at Enhedslisten er temmelig irriterende.

- Det er vi med vilje. Vi ønsker mindre hykleri i aflønningen af politikere. Det er de samme politikere, der kan gå på pension som 60-årig, der hæver pensionsalderen for ganske almindelige mennesker, siger Skipper.

I dag kan folketingspolitikere gå på pension allerede fra efterlønsalderen frem for at vente til folkepensionsalderen. Er man valgt ind før 2007, kan man allerede som 60-årig gå på pension.

Men de regler ændres fremadrettet, så pensionsalderen for de politikere, der vælges ind ved næste valg, vil følge den almindelige pensionsalder. Den bliver løbende hævet i takt med, at danskerne i gennemsnit lever længere.

/ritzau/