Enhedslisten vil øge dansk indsats mod Islamisk Stat

Enhedslistens menneskerettighedsordfører, Nikolaj Villumsen, er dybt bekymret over den humanitære situation i Irak og Syrien, hvor sunnimuslimske ekstremister har udråbt kalifatet Islamisk Stat og fordrevet tusindvis af kurdere, kristne og yazidier, der har søgt tilflugt i bjergene.

Derfor retter han nu henvendelse til udenrigsminister Martin Lidegaard (R) og opfordrer ham til at vedtage en akut handlingsplan, der kan bidrage til at bekæmpe IS og sikre civilbefolkningen i det nordlige Irak og Syrien.

- Vi kan ikke se igennem fingre med at fanatiske og fascistiske grupper, som Islamisk Stat, dræber kurdere, kristne og yazidier. Hele verden må kunne samles om at sige fra overfor disse vanvittige ekstremister, siger Nikolaj Villumsen.

Danmark har i alt givet 30 millioner kroner i humanitær bistand i 2014 til Irak, og senest i weekenden øgede man bevillingerne med to millioner kroner til humanitær indsats i det nordlige Irak.

Enhedslisten vil dog øge bevillingerne yderligere uden at sætte tal på. Dertil mener listen, at FN bør engagere sig yderligere i forhold til beskyttelsen af mindretal og hjælp til den nødstedte befolkning i området.

Udenrigsministeren bør presse på for, at FN etablerer humanitære korridorer og skaber sikre zoner for flygtningene, mener Villumsen.

Derudover mener han, at Danmark bør øge presset på nabolandene, blandt andet Tyrkiet.

- De kurdiske militser fra Irak og Syrien spiller lige nu en afgørende rolle i at bekæmpe Islamisk Stat og forsvare civilbefolkningen.

- Det er afgørende at Danmark siger fra overfor Tyrkiets forsøg på at svække kurderne og i stedet støtter de kurdiske områder i både Irak og Syrien i deres kamp mod Islamisk Stat, siger han.

Han er samtidig også parat til at indføre sanktioner mod personer fra Saudi-Arabien og de øvrige golfstater, som, han mener, støtter IS. Det skal ske lidt på samme måde, som der er blevet indført sanktioner mod Rusland som følge af krisen i Ukraine.

- Vesten har alt for længe set gennem fingre med at nære allierede støttede de ekstreme islamister i IS, siger han.

/ritzau/

Dagens Gossip