Enhedslisten vil stoppe dyretransporter over otte timer

Skrevet af admin

15/05/2016

Mest læste i dag

Stadig flere grise, kyllinger, køer, kalve og heste sendes til slagtning i Polen og andre lande. Transporterne kan vare fire døgn og udsætter slagtedyr for stress, sult, tørst og skader. Men dyrene skal højst transporteres otte timer, kræver Enhedslisten.

- Dyrevelfærden på de lange dyretransporterne er helt uacceptabel. Dyrene lider under transporten, hvor de udsættes for stress, udmattelse, sult og tørst, siger dyrevelfærdsordfører, Maria Reumert Gjerding.

- Når vi ser, at antallet af lange dyretransporter fra Danmark stiger markant, så er det åbenlyst, at der er behov for, at vi griber ind med et forbud.

Kravet svarer til den deklaration, som Danmark har underskrevet med Tyskland, Holland og Sverige. I 2005 indførte EU en forordning for at beskytte dyr under transport.

I EU-Parlamentet kæmpede socialdemokraten Dan Jørgensen for at begrænse lange dyretransporter. Han var med til at samle over en million underskrifter i forsøg på at presse EU-Kommissionen til at fremsætte et forslag om netop maksimalt otte timers transporttid.

Men det er ikke nok, mener Maria Reumert Gjerding.

- Der har ikke manglet politiske hensigtserklæringer, når det kom til dyrevelfærd og dyretransporter. Desværre er hensigtserklæringerne ikke blevet fulgt op af handling. Det må stoppe nu, siger hun.

- Et forbud mod lange dyretransporter vil gavne dyrevelfærden rigtig meget. Men det vil også være med til at skabe arbejdspladser på danske slagterier, siger Maria Reumert Gjerding.

I 2015 sendtes dobbelt så mange danske grise - seks millioner svin - på lange transporter fra Danmark som i 2010. Og cirka 20 millioner stykker fjerkræ kører årligt lange dyretransporter.

/ritzau/