Enhedslisten vil trække København ud af KL

Det mener Enhedslisten, der beskylder KL for at have glemt sin rolle som kommunernes fælles talerør, så foreningen nu i stedet fungerer som regeringens - i særdeleshed finansminister Bjarne Corydons (S) - forlængede arm.

»KL forsvarer ikke længere kommunernes frihed og det kommunale selvstyre. De gør bare, hvad staten siger,« fastslår socialborgmester Mikkel Warming (Ø).

»KLs generelle velfærdspolitik er helt på linje med Finansministeriet. Det handler om at spare og skære ned. Muligheden for offentlige investeringer findes ikke længere i KLs optik,« siger han.

Socialborgmesteren betegner konflikten mellem KL og lærerne som dråben, der får bægeret til at flyde over. Desuden mener han, at det er blevet alt for let for politikere som overborgmester Frank Jensen (S) at gemme sig bag KL.

»Da København blev medlem af KL afgav vi retten til at forhandle løn- og ansættelsesvilkår med vores egne medarbejdere. Den ret bør vi få igen, og så skal Frank Jensen stå til ansvar for sin politik,« siger Mikkel Warming.

Forslaget om at trække København ud af KL kommer til afstemning i Borgerrepræsentationen torsdag, men intet tyder på, at Enhedslisten vil få et flertal bag sig. Socialdemokraterne vil i hvert fald ikke stemme for, understreger politisk ordfører Ikram Sarwar (S).

»Forslaget er helt uden for skiven. Enhedslisten plejer at have respekt for den danske model, men når det gør ondt, vil de tage den nemme løsning. Det er ikke vejen frem,« siger han.

København er et af de nyeste medlemmer af KL. Inden kommunalreformen i 2007 stod landets største kommune uden for kommunernes fællesskab, men ifølge Ikram Sarwar har både KL og København fået glæde af medlemskabet.

»Det har styrket KL, at vi er med, men det har også styrket København at stå sammen med 97 andre kommuner. Det ville for eksempel ikke være til Københavns fordel, hvis vi skulle forhandle økonomiaftale med regeringen på egen hånd,« siger S-ordføreren.

Han afviser samtidig beskyldningen om, at overborgmester Frank Jensen, der også er medlem af KLs bestyrelse, gemmer sig bag foreningen.

»Der er ingen, som gemmer sig. KL forhandler på vegne af alle kommunerne, og borgmestrene skal ikke begynde at forhandle på egen hånd. Det vil mudre billedet fuldstændigt,« siger Ikram Sarwar.

Enhedslisten i København er ikke de første, der vil bryde båndene til KL. Partifæller i både Svendborg og Albertslund har foreslået at trække deres respektive kommuner ud af foreningen på grund af konflikten med lærerne.

Dagens Gossip