Enhedslistens bagland afviser at redde Johanne

Forslaget om at ændre Enhedslistens rotationsprincip, der dikterer, at et medlem af folketinget ikke kan genopstilles, hvis personen har siddet i Folketinget i syv år, ser ud til at blive nedstemt på partiets årsmøde i København søndag.

»Der er overhovedet ingen grund til, at vi skulle forlænge rotationsprincippet på grund af en enkelt person. Engang sagde man, at Pernille Rosenkrantz-Theil (S) var en stor stjerne, vi ikke kunne undvære, og nu er det Johanne. Men det er Enhedslisten, der gør, at folk bliver talenter. Det er ikke talenternes fortjeneste, at partiet gør det godt. Det får ingen betydning, om Johanne kan stille op eller ej,« siger Hans Jørgen Vad (Ø), der er medlem af Enhedslistens hovedbestyrelse, til Politiken.

Allerede i februar sagde folketingsmedlem Jørgen Arbo-Bæhr (Ø), at partiets regler er »sunde og gode«, og nu følger han op med at understrege, at »vi skal have så meget rotation, som muligt«.

»Vi får altid nogle nye dygtige folk frem. Ved den seneste urafstemning vandt Pernille Skipper (retsordfører, red.) jo over Johanne,« siger Jørgen Arbo-Bæhr til Politiken.

Hvis statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) venter med at udskrive valg til efter maj 2015, så kan Johanne Schmidt-Nielsen på grund af Enhedslistens rotationsprincip ikke stille op til valget.

Hvis ændringen af partiets regler mod forventning bliver vedtaget søndag, så betyder det, at folketingskandidaterne skal fastlægges ved årsmødet i 2014, og så kan Johanne Schmidt-Nielsen stille op igen, da hun blev valgt til Folketinget første gang i november 2007.

Hovedpersonen selv har ikke lyst til at fortælle, om hun er for eller imod forslaget.

»Det er helt op til medlemmerne at afgøre, hvad der skal ske med det forslag. Jeg er ikke selv delegeret. Det er godt, at vi har et rotationsprincip og en løbende udskiftning i gruppen. Jeg tror også, det er sandsynligt, at jeg stiller op, fordi valget nok kommer inden maj 2015,« siger hun til Politiken.

Dagens Gossip