Enhedslistens bagland overvejer at vælte regeringen

Onsdag aften forhandlede regeringen vækstpakken færdig med de borgerlige partier uden Enhedslistens medvirken, og i går forsøgte partiet dagen igennem at bremse regeringens indgreb i konflikten mellem Kommunernes Landsforening og Danmarks Lærerforening med hasteforespørgsler i folketinget.

»Vi har bekæmpet den (regeringen, red.) hele dagen i dag omkring indgrebet. Vi bekæmper den alt det, vi kan,« sagde Frank Aaen i Debatten.

For Enhedslisten støtter kun regeringen, når de er enige med den. Og torsdag aften kunne Frank Aaen så fortælle, at man i partiet diskuterer, om man forsat skal støtte eller vælte den.

»Det er en debat, der er i Enhedslisten. Jeg tror ikke på, at vi kan nå fremgang for centrum-venstre på den måde. Men det er en diskussion, der er, og den er ikke irrelevant,« sagde han.

Men Frank Aaen hører ikke til den fløj i partiet, der ønsker at smide regeringen på porten. Han mener, at alternativet er meget værre, og derfor vil han hellere stemme imod regeringens politik og kæmpe for at få den til at leve op til sine egne valgløfter. Og så må vælgerne dømme politikken. Han er dog ikke i tvivl om udfaldet.

»Den her regering, den vælter jo. Men det skal ikke være Enhedslisten, der vælter den. Det skal være vælgerne. Og det gør de jo ved det kommende valg, hvis ikke regeringen skifter kurs. Men jeg tror simpelthen ikke, det kan lade sig gøre, at den skifter så meget kurs,« siger han.

For ifølge Frank Aaen er det vigtigt for historien, at ingen kan sige, at det var Enhedslisten, der væltede regeringen. Det må den selv stå for.

»Jeg synes, det er afsindigt vigtigt, at regeringen får afprøvet sin politik ude hos vælgerne, og vælgerne kan sige: Den var rigtig tosset og forkert og skuffende i forhold til det, regeringen blev valgt på. Derfor får I fingeren,« siger han.

Dagens Gossip