Enigt FN-sikkerhedsråd kræver stop for volden i Syrien

Sikkerhedsrådet har været uenige, om hvordan konflikten i Syrien skulle gribes an, siden den brød ud for to år siden.

En fjerdedel af landets befolkning på 22 millioner er blevet internt fordrevet og 1,3 millioner er flygtet til flere nabolande i Mellemøsten og Nordafrika.

FNs nødhjælpschef Valerie Amos opfordrer de 15 medlemmer af Sikkerhedsrådet om at »tage de nødvendige skridt for at stoppe denne brutale konflikt«.

»Situationen i Syrien er en humanitær katastrofe, hvor almindelige mennesker betaler prisen for en konflikt, der ikke er blevet løst.

»Jeg har ikke noget svar til de syrere, jeg har talt med, som spørger mig, hvorfor verden har opgivet dem,« siger hun.

Sikkerhedsrådet har været uenige om, hvordan konflikten skulle stoppes. Syriens præsident Bashar al-Assads tætte allierede Rusland har med hjælp fra Kina gjort brug af veto-retten til at blokere for enhver fordømmelse eller forsøg på at udstede sanktioner mod Assads regering.

Ifølge FN har krigen i Syrien kostet mere end 70.000 livet.

»Børn er blandt dem, der lider mest,« siger Amos

»Børn er blevet myrdet, tortureret og udsat for seksuelt misbrug. Mange har ikke nok at spise. Millioner er blevet traumatiseret af rædslerne. Den brutale konflikt er ikke kun ødelæggende for Syrien nu, men også landets fremtid,« siger Amos.

De dystre meldinger fik det fastlåste Sikkerhedsråd til at nå en sjælden enhed om en ikke-bindende erklæring.

»Den eskalerende vold er fuldstændig uacceptabel og må ophøre øjeblikkeligt,« lyder det fra rådet, der tilføjer, at man »opfordrer alle parter til at sikre uhindret adgang for hjælpeorganisationerne.«

Rådet fordømmer samtidig de udbredte krænkelser af menneskerettigheder begået af de syriske myndigheder.

Siden februar er 8.000 syrere om dagen flygtet over landets grænser, og det ventes at antallet af flygtninge i alt vil nå 3,5 millioner ved udgangen af året.

»Det er ikke bare skræmmende. Det er fuldstændig uholdbart. Det er ikke muligt at imødekomme de enorme humanitær udfordringer det medfører,« lyder det fra FNs flygtningehøjkommissær Antonio Guterres.

»Det er svært at forestille sig, hvordan et land kan udholde så meget lidelse.«

Guterres advarer om, at konflikten kan sprede sig til nabolandene Jordan, Libanon, Tyrkiet og Irak, som tager imod de syriske flygtninge.

BNB/Reuters

Dagens Gossip