Enke om død komiker: Han blev vanvittig

Skrevet af admin

29/11/2015

Mest læste i dag

Den folkekære komiker Robin Williams var klovnen, der græd bag masken. Hans karriere handlede om at få folk til at grine, men selv kæmpede han med et forfærdeligt helbred, der endte med at presse ham så langt ud, at han begik selvmord.

Nu fortæller hans enke, Susan Williams, om skuespillerens livtag med angst, søvnløshed og Parkinsons.

- Hvis vi var heldige, fik vi to timers søvn, og så ville han kaste sig rundt i sengen og vække os. Han var altid vågen og klar til at snakke, fortæller Susan Williams ifølge The Mirror og fortsætter:

- Han ville typisk køre i ring med en vrangforestilling eller en paranoid frygt, som han ikke kunne ryste af sig, og så ville vi tale om det.

For at få kontrol over sine symptomer begyndte komikeren på et terapiforløb, der blandt andet indbefattede yoga og meditation.

Til at starte med havde det en positiv effekt, men Williams faldt hurtigt tilbage i det negative mønster. Endnu værre blev det, da medierne begyndte at spekulere i, om han var begyndt at drikke.

- Det var en stærk frygt, da medierne begyndte at cirkulere historien om, at han var faldet af vandvognen.

- For at sige det mildt, så sårede det ham. Nej, jeg vil sige det, som det er, frygten besatte ham, og det startede endnu en negativ spiral. Det tog ham flere dage at komme ovenpå igen, fortæller Susan Williams.

Hun har aldrig bebrejdet sin mand, at han tog sit eget liv, fordi hun vidste, hvad han kæmpede mod. Sygdommen havde fået fat i ham, og den ville ikke slippe sit tag.

- Han var ved at blive vanvittig. Han vidste det, selvom han ikke vidste hvorfor, og der var intet, han kunne gøre ved det.

/ritzau/FOKUS