Enlige skal have mere ud af at arbejde

Lavtlønnede skal - i hvert fald i en periode - have lov til at beholde deres tilskud fra det offentlige, selvom man får et arbejde.

Sådan lyder det fra De Radikale, der ad den vej vil gøre det mere økonomisk attraktivt at arbejde frem for at være på offentlig forsørgelse.

Det sker efter, at en rapport fra Økonomi- og Indenrigsministeriet har vist, at der ikke er mange penge at hente for især enlige forsørgere ved at tage et lavtlønnet arbejde, fordi man straks mister den støtte til eksempelvis bolig og daginstitutioner, man fik som arbejdsløs.

Bliv ven med Dagens.dk på Facebook - altid gratis nyheder

Meldingen kommer omkring et år efter, at regeringen lavede en skattereform med det klare formål at øge incitamentet til at arbejde gennem skattelettelser.

- Vi synes, der er noget skævt her, som helt ærligt er kommet voldsomt bag på mig, siger De Radikales finansordfører, Sofie Carsten Nielsen til Ritzau.

Hun påpeger, at partiet er parat til at bruge 200-300 millioner kroner på at lave en lempeligere aftrapning af de sociale ydelser, når folk bevæger sig fra offentlig forsørgelse og ind på arbejdsmarkedet i den lave ende af lønskalaen.

- Det er en dyr fornøjelser at give skattelettelser, så måske kunne man se på, om man kunne forestille sig en mere intelligent aftrapning af boligydelse og tilskud til daginstitutioner, når folk kommer ind på arbejdsmarkedet, siger hun.

Sofie Carsten Nielsen understreger, at det trecifrede millionbeløb er en "serviet-beregning", som endnu ikke har været kørt igennem de ministerielle lommeregnere.

Spørgsmål: Har jeres skattereform ikke været effektiv nok til at øge incitamentet?

- Jo, det synes jeg. Men det ser ud som om, at der for en lille gruppe - særligt af enlige forsørgere - er en udfordring i forhold til, hvilke ydelser man modtager og hvor stort incitament, der så er til at tage et arbejde, siger Sofie Carsten Nielsen.

/ritzau/

 

Dagens Gossip