Enmandshæren Ronaldo dukker Wolfsburg med et hattrick

Skrevet af admin

13/04/2016

Dagens topnyheder

Real Madrid er klar til semifinalen i Champions League, og endnu engang kan madrilenerne takke Cristiano Ronaldo for en triumf.

Ronaldo lavede nemlig alle tre mål, da Real vandt den nødvendige 3-0-sejr hjemme over Wolfsburg og dermed for første gang i 14 år vendte et nederlag fra første kamp til en samlet sejr.

Tyskerne havde ellers skabt en mindre sensation ved at vinde den første kamp med 2-0 hjemme i Wolfsburg, men bestræbelserne på at holde hjemmeholdet på afstand i returkampen druknede på blot 17 minutter.

Mere skulle Cristiano Ronaldo ikke bruge på at lave sine mål nummer 14 og 15 i 10 Champions League-kampe i denne sæson, og så var stillingen mellem de to hold helt lige.

Første scoring faldt efter en tværpasning fra Daniel Carvajal, som blev snittet af Wolfsburgs Maximilian Arnold og bragte den portugisiske målkonge i fri scoringsposition.

Kort efter slap gæsterne Ronaldo af syne ved et hjørnespark, og så kunne han pande kuglen i det tyske mål til sit holds anden scoring.

Det var en sand mareridtsstart for Wolfsburg-spillerne, og dårligere hold ville være knækket fuldstændig sammen under presset.

Men Dieter Heckings mænd skal roses for at komme fornuftigt tilbage i kampen, da de havde kæmpet sig igennem det første stormvejr.

Både spanierne og tyskerne vidste, at en enkelt Wolfsburg-scoring ville tvinge Real Madrid til at lave to mål mere, og måske var det derfor, madrilenerne satte tempoet lidt ned og forsøgte at bringe kampen til ro.

Wolfsburg fik en pæn chance ved Luiz Gustavo, men kunne efter omstændighederne være godt tilfreds med at gå til pause med en helt åben anden halvleg forude.

Men Real Madrid tog styringen tilbage efter pausen, og spanierne tog den samlede sejr 13 minutter før tid, da Ronaldo fandt et hul i muren på et direkte frispark og scorede sit og holdets tredje mål.

/ritzau/