Enormt hashfund for 30 millioner kroner sender 42-årig bag tremmer

Det var en henvendelse fra svensk politi, der førte til, at Købehavns Politi natten til fredag gjorde det enorme hashfund. Ransagningen skete efter kort tids efterforskning.

Lejlighedens indehaver - en 42-årig dansk mand – blev efter fundet anholdt i sagen, og han er fredag eftermiddag blevet varetægtsfængslet i fire uger efter et grundlovsforhør bag lukkede døre.

»Det er vores vurdering, at hashen repræsenterer en gadesalgsværdi på mere end 30 millioner kroner,« oplyste efterforskningsleder Knud Hvass fredag formiddag.

»Københavns Politis strategi mod hashhandel er således at rette indsatsen mod såvel købere, sælgere som leverandører og gøre involvering i hashmarkedet uattraktivt og risikofyldt«, siger politiinspektør Jørgen Skov, chef for Efterforskningsenheden hos Københavns Politi.

I sidste måned, 4. juli, foretog Københavns Politis Afdeling for Organiseret Kriminalitet ligeledes en ransagning. Dengang efter længere tids efterforskning, og det var en lejlighed på Amager. Under ransagningen fandt og beslaglagde politiet halvandet kilo kokain, mere end otte kilo hash og 220.000 kroner. Lejlighedens 50-årige indehaver og en 48-årig mand blev anholdt.

Få dage senere - den 11. juli - slog politiet og ransagede yderligere ni adresser i Sydhavnen, Amager, Valby, Christianshavn, Gentofte og i et sommerhus i Nordsjælland. Under ransagningerne fandt betjentene omkring 300 kilo hash, omkring 600 gram amfetamin og en del kontanter.

Fire mænd blev anholdt, hvoraf den ene blev løsladt efter afhøring og sigtet for besiddelse af mere end fire kilo hash. De resterende tre mænd blev senere fremstillet i dommervagten.

De to hashsager har ikke umiddelbart nogen forbindelse.

BNB

Dagens Gossip