Ensomme børn med forældre i fængsel får hjælp

Nordjyske børn, hvor mor eller far er i fængsel, får hjælp til at få en nemmere hverdag, fortæller DR Nordjylland.

Erfaringer fra Røde Kors viser, at børnene tit har det svært og ikke har nogen at snakke med om, at deres forældre er indsat. Men det skal en samtalegruppe i Aalborg ændre på.

- Børnene føler tit en skam. Det bringer dem tit ud i ensomhed og en isolation, siger frivillig psykolog ved Røde Kors Susanne Fodgaard.

Men ifølge hende behøver det ikke være sådan. Derfor er hun med til at starte en samtalegruppe i Aalborg for børn, hvor far eller mor sidder i fængsel. Den starter 17. april.

- Vi vil gerne bryde den isolation, som mange børn kommer i, når de havner i den situation, at deres far eller mor er indsat. Vi vil gerne være med til at lave et fællesskab med andre børn, sådan at de opdager, at de ikke er alene i den her situation, siger Susanne Fodgaard.

Der findes allerede samtalegrupper i Aarhus og København. Og her er erfaringerne gode, fortæller konsulent i Røde Kors Mette Kepp Nielsen. Blandt andet får børnene nemmere ved at klare deres skoledag.

- I og med at de kan slappe af og endda fortælle andre i skole om, at deres far er i fængsel, og få hjælp fra skolelæreren og støtte fra klassekammeraterne , så bliver det jo meget nemmere for dem at koncentrere sig om skolearbejde eller venner og klassekammerater, fortæller Mette Kepp Nielsen.

Børnenes anden forældre skal også deltage i samtalegruppen. Erfaringerne viser, at de får nemmere ved at snakke med børnene om, at mor eller far er indsat.

Som udgangspunkt er der plads til otte børn og deres forældre i samtalegruppen.

Dagens Gossip