Entreprenør om Banedanmark: De har kørt personlig hetz

Skrevet af admin

22/01/2016

Dagens topnyheder

- Jeg vil have det, jeg har tabt, som er mindst 25 millioner kroner.

Sådan lyder det fra Jesper Ravn, der er direktør for entreprenørfirmaet Ravn Bane, efter at Transportministeriet ifølge TV2 og Børsen har valgt at iværksætte en disciplinærundersøgelse af den administrerende direktør i Banedanmark, Jesper Hansen.

Sagen handler om, at Banedanmark angiveligt har sortlistet Ravn Bane. Torsdag politianmeldte Jesper Ravn Banedanmarks administrerende direktør.

Jesper Ravn er tilfreds med, at Transportministeriet nu går ind i sagen.

- Det har været hårdt. Men jeg giver mig ikke så let. Jeg ved, at mange før mig har været oppe imod Banedanmark, og de har knækket halsen på det, siger han til Ritzau.

Direktøren har tidligere sagt nej til Kammeradvokaten og Transportministeriets tilbud om en erstatning på 1,2 millioner kroner. Han vil i stedet kæmpe videre.

- Jeg har drøftet det med min advokat, og hun siger, at vi står stærkt, siger han.

Han har senest fået aktindsigt i interne mails, der tilsyneladende viser, at ordrerne om sortlistning kommer fra Banedanmarks ledende chef selv.

- Der har været skriftlige ordrer om, at man ikke måtte bruge os, siger han.

- Jeg kan dokumentere, hvordan de helt tilbage fra 2009 bare har ønsket at komme af med mig. De har kørt personlig hetz i seks år og fire måneder, siger Jesper Ravn.

Banedanmark skal angiveligt have sortlistet Ravn Bane og fjernet ansattes certifikater for at forhindre dem i at udføre deres arbejde.

Ifølge Jesper Ravn har det hjulpet ham, at sagen er kommet op i medierne.

- Jeg er ikke nogen linselus, men jeg har opdaget, at den eneste redning er at gå til medierne. Jeg er nødt til at trykke på politikerne, så de kan rykke ved embedsværket. Det er embedsværket, der har låst mig fast, siger han.

/ritzau/