Er dine tæer altid kolde? Få svar på hvorfor her

Om vinteren er det af gode grunde helt normalt at fryse, hvis ikke man har tøj nok på, og vader du igennem den ene snedrive efter den anden i små, tynde sko, så det selvfølgelig klart, at du får kolde fødder og tæer.

Men nogle mennesker har kolde fødder lige meget hvor varmt, det er, og hvor mange lag uldsokker, der trækkes over fødderne.

Dine fødder kan afsløre sygdomme. Se, hvad du skal holde øje med på oestrogen.dk

Ifølge den norske overlæge Knut E. Kjørstad ved Hjerte-, lunge- og karkirurgisk afdeling på Universitetssygehuset Nord-Norge kan der være mange forskellige årsager til de kolde fødder. Nogle er helt uskadelige og andre kan være mere alvorlige. Og rigtig mange gange ved man simpelthen ikke, hvad det skyldes.

- Hvis man mere eller mindre konstant er plaget af kolde fødder, så er det en god idé at tage en tur til din almindelige, praktiserende lægen, fortæller han til det norske website KK.no. Den praktiserende læge vil nemlig hurtigt kunne afklare, om det er noget, der bør undersøges nærmere eller om det er en helt uskyldig tilstand.

Hvor sund er du egentlig? Tag testen på Oestrogen.dk

Nogle af de mere alvorlige sygdomme, som kan ligge bag de kolde fødder, kan ifølge overlægen være disse:

Perifer karsygdom

En af de mest almindelige årsager til kolde fødder er ’Perifær karsygdom’. Det er, når de blodårer, som fører blod til f.eks benene bliver helt eller delvis blokeret; også kendt som åreforkalkning.

- Det er en aldringsproces, som hos nogle går hurtigt, men som hos andre aldrig giver nogle symptomer. Pulsårene til benene bliver gradvist mere snæver på indersiden, og giver dermed reduceret blodforsyning. Rygning er den vigtigste årsag til sygdommen, men arv, fysisk aktivitet og kosthold har også betydning, fortæller Kjørstad.

Der findes medicin, som kan bremse denne udvikling, men det fjerner desværre ikke aflejringerne på indersiden af blodårene.

Diabetes

Har du diabetes kan dine kolde fødder skyldes netop dette.

- Over tid skader diabetes de tynde hårrørsårer i huden, og det sker i særlig høj grad, hvis man har store svingninger i sit blodsukkerniveau. Det vil dels vise sig som dårligere blodforsyning og dels som nedsat hudtemperatur, fortæller Kjørstad videre.

Raynauds fænomen

Dette er en lidelse, som forårsager misfarvning af fingre eller tæer.

– Dette kan man have i både fingre og tæer, og det skyldes spastiske kramper i arterievæggen. Raynauds fænomen ses af og til som en følgetilstand ved reumatologiske sygdomme, men kan også opstå isoleret. Anfaldene udløses gerne af kuldeeksponering, rygning og psykisk stress, fortæller overlægen.

Hypothyreoidisme

Hypothyreoidisme kaldes også for det mere mundrette ’Lavt stofskifte’, og det kan også være årsagen til kolde fødder og tæer.

- Lavt stofskifte opstår, når skjoldbruskkirtlen ikke fungerer optimalt, og det kan give mange forskellige symptomer. Det kan være en generel træthedsfølelse, depression, træg mave, muskelkramper, vægtøgning og kuldeintolerance. Man fryser lettere og huden på hænder og fødder vil føles koldere, forklarer Kjørstad.

Frostskader

Har du på et tidspunkt oplevet deciderede frostskader på dine ben, kan disse også være årsagen til de kolde fødder.

- Selv en moderat forfrysning af fødder og tæer kan give permanente plager. I nogle tilfælde mærker man det kun i koldt vejr, men nogle er konstant kolde på fødderne; uanset vejret.

Rygning

Mange af de ovennævnte årsager skyldes til syvende og sidst dårlig blodcirkulation. Dårlig blodcirkulation kan igen skyldes flere ting, men rygning er en af de mest almindelige årsager. Hos rygere er det normalt at se, at de mindste blodårer trækker sig sammen, sådan at blodcirkulationen bliver svækket. Derfor kan ikke mindst rygere opleve at have meget kolde hænder og fødder.

Regelmæssig træning og bevægelser afhjælper til en vis grad problemet, men vigtigst af alt er det selvfølgelig at kvitte cigaretterne.

Malene Fich Weischer, Oestrogen.dk/NewsDesk Aller Media AS.

Dagens Gossip