To er dræbt i Belgien - mistænkt for terrorplan

Skrevet af admin

15/01/2015

Dagens topnyheder

Belgisk politi fortsætter torsdag aften en antiterroraktion blandt andet i den østbelgiske by Verviers, hvor to formodede terrorister tidligere på aftenen blev dræbt i forbindelse med en koordineret aktion i flere belgiske byer.

En tredje blev anholdt under aktionen, der foregik samtidig mod omkring 10 adresser, oplyser den føderale anklagemyndighed på et pressemøde.

Mændene åbnede ild mod politiet, som besvarede beskydningen. Den anholdte er hårdt såret.

Statsadvokat Eric Van der Sijpt siger på et pressemøde i Bruxelles, at torsdagens aktion har været rettet mod en gruppe personer, der har været under overvågning i nogle uger.

Der er tale om belgiske statsborgere. I hvert fald nogle af de pågældende har været i Syrien, men det er ikke umiddelbart oplyst, om de menes at have været i aktiv kamp der.

Anklagemyndigheden mener, at gruppen var i gang med at forberede et snarligt terrorangreb "i stor stil", blandt andet på en eller flere politistationer.

I forbindelse med aktionen har myndighederne hævet deres beredskab i dele af Belgien til næsthøjeste niveau.

Tv-stationen VTM Nieuws rapporterer, at torsdagens indsats er del af en koordineret antiterroraktion i syv lande, heriblandt Yemen.

Det er ikke klart, om der også er anholdelser andre steder, eller om den koordinerede aktion snarere henviser til det bredere samarbejde, der allerede er i gang mellem flere lande som følge af sidste uges terroranslag i Paris.

Øjenvidner har til belgiske medier fortalt, at de kort før klokken 18 hørte skud eller eksplosioner nær retsbygningen i Verviers. Et vidne har berettet om to mennesker på 25-30 år klædt helt i sort og med taske på ryggen.

Borgmesteren i Bruxelles-bydelen Molenbeek sagde tidligt på aftenen til tv-stationen RTBF, at der også var operationer i gang i Molenbeek, i det centrale Bruxelles og i byen Vilvoorde.

Den franske tv-station TF1 mener at vide, at de to dræbte i Verviers i det østlige Belgien har forbindelse til Amedy Coulibali, der var en af de tre terrorister, som blev dræbt i Frankrig i sidste uge. Den oplysning benægtes dog af anklagemyndigheden.

Belgien er det land i Europa, der menes at have det højeste antal krigere i Syrien og Irak i forhold til befolkningens størrelse.

Regeringen skønner, at omkring 100 belgiere er vendt hjem fra krig, mens omkring 40 er blevet dræbt og yderligere 170 stadig er afsted.

/ritzau/