To er dræbt under maskeret mands angreb på svensk skole

Skrevet af admin

22/10/2015

Mest læste i dag

En dreng er kort før klokken 14.30 blevet det andet dødsoffer for en maskeret mands angreb på en skole i den svenske by Trollhättan.

Yderligere to personer svæver mellem liv og død efter angrebet torsdag formiddag på en folkeskole i den svenske by Trollhättan nær Göteborg, hvor en 21-årig mand fra lokalsamfundet bevæbnet med et sværd torsdag formiddag trængte ind.

Han blev skudt af politiet og meldes ifølge hospitalet hårdt såret

Ifølge avisen Expressen er den dræbte en lærer på skolen.

I alt fire blev bragt til hospitalet, og én måtte genoplives efter et hjertestop.

- Vi har tre, som svæver mellem liv og død, siger overlæge Lars Spetz. Det drejer sig om en skoleelev, en lærer og gerningsmanden selv. Det var inden, at politiet bekræftede, at en dreng er død.

En cirka 12-årig dreng er ramt af knivstik i brystkassen og leveren og var ved 14-tiden fortsat på operationsbordet, forklarede Spetz.

En cirka 15-årig dreng har fået knivstik i venstre side af maven. Hans tilstand er relativt stabil.

Det er ikke oplyst, hvem af drengene der er afgået ved døden.

En voksen, der arbejder som lærer på skolen, har svære stikskader i bughulen og er under behandling på hospitalets intensivafdeling.

Endelig behandles gerningsmanden for skudskader i nedre del af brystkassen og leveren efter at være ramt af politiets kugler. Hans tilstand er kritisk.

- Da vi så ham, troede vi først, at det var sjov. Han havde maske og sorte klæder og et langt sværd. Der var nogen elever, som ville tale med ham og mærke på sværdet, fortæller en elev til svensk tv.

Eleven flygtede ind i et klasseværelse, da han så, hvad der var ved at ske.

Skolen har 400 elever fra børnehaveklasse til niende klasse, mange med arabisk, somalisk og albansk baggrund.

Nyhedsbureauet TT's fotograf, der hurtigt var på stedet efter angrebet, beskrev situationen som kaotisk.

Hundredvis af mennesker befandt sig ved skolens udgang. Mange græd og forsøgte at springe ind bag politiets afspærringer.

Kort efter at betjente var trængt ind på skolen, kom der oplysninger om, at der blev skudt.

Fahimeh Nordborg, der er næstformand for Trollhättans uddannelsesnævn, siger til avisen Expressen, at der tidligere har været problemer på skolen.

- Det er meget, meget, meget alvorligt. Frem for alt er det meget sørgeligt, siger hun.

Statsminister Stefan Löfven meddeler, at han senere torsdag besøger skolen i Trollhättan.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) siger, at han er meget berørt over skoleangrebet i Trollhättan.

- Angrebet har krævet dødsfald og flere sårede. Jeg vil gerne sende min dybeste medfølelse og tanker til ofrene, deres pårørende og vore svenske naboer, siger statsministeren.

/ritzau/