Er Horner ren? Vueltaens 'olding' vækker opsigt

Men amerikanske Chris Horner har nok lært gennem sine topplaceringer i dette års Vuelta a España, at det ikke får lov at stå så simpelt, når man er cykelrytter. Igen torsdag var den 41-årige klatrer for stor en mundfuld for den førende rytter, Vincenzo Nibali, og de andre favoritter, der måtte se amerikaneren køre sig op tre sekunder bag Nibali i den samlede stilling.

Præstationen har endnu engang udløst stor forundring hos faste iagttagere af sporten. Chris Horners hidtidige karriere har ikke udløst så store resultater, som han pludselig leverer i karrierens sene efterår. Først hos Lance Armstrong, Johan Bruyneel og Radioshack blev det i 2010 til en samlet placering som nummer ni i Tour de France. 

LÆS OGSÅ: Veteran vandt i Vueltaen

Samtidig hæfter kritikerne sig ved, at Chris Horner i sæsonen hidtil har lidt under en knæskade og en dertil hørende operation, der har holdt ham ude af de fleste andre løb og begrænset hans træning før vueltaen til tre til fire uger. Chris Horner har med egne ord beskrevet knæskaden som den værste i sin karriere.

Da Chris Horner så igen narrede de yngre konkurrenter og hentede yderligere sekunder på Vincenzo Nibali på torsdagens etape, hæftede mange fans på sociale medier sig igen ved, at veteranen tilsyneladende satte nye standarder for tider op ad den stejle Peña Cabarga-stigning.

LÆS OGSÅ: Vuelta-sejr til amerikansk bedstefar med slag i

Det er haglet ned med uofficielle beregninger, der mistænkeliggør amerikaneren for at være hurtigere end blandt andre Chris Froome på samme stigning.

Efterfølgende har træningssitet Endurance Sport Performance beregnet sig frem til, at Chris Horner med sin vægt og den tid har trådt et antal watt, som ville kræve en nærmest umenneskelig iltoptagelse på 92-97 ml oxygen per kilo kropsvægt per minut. Almindeligt veltrænede mennesker kan ofte ligge omkring 55 ml per minut, mens man i debatten omkring Chris Froomes præstationer under Tour de France har beregnet, at han skal ligge omkring 90 ml per kilo per minut for, at hans præstationer er fysisk mulige uden doping. Højere tal er, ifølge Endurance Sport Performance, ikke tidligere målt på selv de ryttere, der senere har vist sig at være dopet.

Men alle tal og forundring omkring Chris Horner fyger stadig uden nogen form for beviser. Det hæfter den anerkendte cykelblogger 'The Inner Ring' sig også ved.

LÆS OGSÅ: Chris Horner hyldet af gamle koner

Han sætter fokus på, hvordan enhver vinder i cykelsport efterhånden bliver mistænkeliggjort som automatreaktion på det bedrag cykelfans har oplevet med hyppig repetition i fortiden. Det kan 'The Inner Ring' godt forstå ud fra gentagen overmatchning af anti doping-myndighedernes testmuligheder.

Men bloggeren løfter også en pegefinger og advarer mod subjektivt at dømme atleter som Chris Horner alene ud fra alder og pludselige resultatmæssige forbedringer.

- Har du et problem med Chris Horner? I så fald er det dit eget problem. Det kan også væren en kollektiv udfordring for sporten at genetablere troværdigheden, så man kan nyde løbene igen. Men der er ikke så meget, Chris Horner kan gøre ved det, skriver 'The Inner Ring'.

Mens han betegner de nuværende dopingbeskyldninger mod Chris Horner som regulært gætværk, er hans egen eneste sikre forudsigelse, at tendensen med dopingbeskyldninger mod vinderne fortsætter ind i næste sæson.

Dagens Gossip