Erdogan aflyser ferien for tre millioner tjenestemænd

Skrevet af admin

18/07/2016

Mest læste i dag

Flere end tre millioner tjenestemænd i Tyrkiet må undvære deres årlige ferie, lyder dommen fra landets regering. Tyrkiske myndigheder er under særligt pres efter et kupforsøg natten til lørdag.

Med ordren følger, at tjenestemænd, som i øjeblikket er på ferie, skal vende tilbage på arbejde hurtigst muligt.

Tyrkiske embedsmænd har også fået midlertidigt forbud mod at forlade landet, rapporterer kanalen NTV.

Ifølge NTV må de ikke rejse, da man fortsat efterforsker kupforsøget. Forbuddet gælder alle medarbejdere i ministerier og styrelser. Ansatte i udlandet er undtaget.

Meddelelsen falder i forlængelse af et kupforsøg i weekenden, da dele af militæret forsøgte at vælte præsident Recep Tayyip Erdogans styre.

Kuppet fejlede. I stedet har regeringen renset voldsomt ud i både retsvæsnet, politiet og militæret. Mange tusinde dommere, anklagere og militærfolk er fjernet fra deres job.

/ritzau/Reuters