Erdogan bliver Tyrkiets næste præsident

Skrevet af admin

10/08/2014

Dagens topnyheder

Med alle stemmerne talt op står det klart, at Recep Tayyip Erdogan bliver Tyrkiets næste præsident.

Det bekræfter landets justitsminister, Bekir Bozdag.

- Formanden for AK-partiet og premierminister i Tyrkiet, Recep Tayyip Erdogan, er blevet den første præsident, der er valgt af folket, skriver han på Twitter.

Erdogan har vundet over halvdelen af stemmerne ved søndagens præsidentvalg og behøver derfor ikke at skulle ud i en anden valgrunde.

Efter et valg, som hans modstandere siger vil skabe en autoritær stat, får Edogan godt 52 procent af stemmerne, og det er 13 procentpoint mere end hans nærmeste rival, den partiløse Ekmeleddin Ihsanoglu.

Det er første gang i Tyrkiet at en præsident udpeges af vælgerne, og kommentatorer påpeger, at det vil give Erdogan et stærkt mandat, som han vil forstå at udnytte. Præsidentposten har hidtil haft ceremoniel karakter.

Kernetilhængerne, religiøse konservative, vil se Erdogans indtagelse af præsidentposten som kulminationen på hans bestræbelser på at omforme Tyrkiet.

I sine 11 år som premierminister og leder af det moderat islamistiske parti AK har han formået at bryde den sekulær elites dominans, som har været gældende, siden Mustafa Kemal Atatürk grundlagde det moderne Tyrkiet i 1923 på ruinerne at Det Osmanniske Rige.

Hans modstandere derimod ser ham som en moderne sultan, som trækker Tyrkiet - medlem af militæralliancen Nato og kandidat til at blive medlem af EU - længere væk fra Atatürks sekulære idealer.

/ritzau/Reuters