Erdogan fastholder den uforsonlige linje

Demontranterne har fået opbakning fra to af landets store fagforeninger, der har erklæret generalstrejke mandag i protest mod rydningen af Taksim. Men fra regeringen er linjen stadig uforsonlig. Der kan ikke blive tale om at gøre indrømmelser over for demonstranterne, fastslog Erdogan endnu en gang, da han søndag talte til sine tilhængere ved et stormøde i udkanten af Istanbul.

Her forsvarede han også sin beslutning om at rydde pladsen med vold.

»Jeg sagde, at det skulle være slut. Det var ikke til at holde ud. Nu er det gjort og der er ryddet op. Det var min pligt som premierminister, sagde en afslappet klædt Erdogan ifølge Reuters til titusindvis af jublende medlemmer fra hans moderat islamistiske regeringsparti, AKP.

Publikum kvitterede ved taktfaste gentagelser af flere af premierministerens slagord, blandt andet »Må de hænder, der berører vores politifolk, blive brækket« og »Her er folket! Hvor er plyndrerne?« - det sidste med henvisning til Erdogans karakteristik af demonstranterne.

Med sin hårde linje over for enhver modstand har den 59-årige Recep Tayyip Erdogan gjort sig endnu mere elsket blandt tilhængerne - og om muligt endnu mere hadet blandt sine modstandere. De sidstnævnte ser premierministeren som personlig ansvarlig for den snigende islamisme, som han ifølge sine kritikere har indført i det sekulære tyrkiske samfund.

Blandt de seneste eksempler er de nyligt vedtagne restriktioner for alkoholreklamer samt forbud mod udendørs udskænkning af alkohol efter klokken 22.

Inden forbuddet havde der ifølge det danske tidsskrift Ræson allerede været mange tilfælde, hvor kommunale embedsmænd med tilknytning til AKP har afvist at forlænge eller forny udskænkningstilladelser til cafeer og restauranter.

Erdogan har ydermere gjort sig til talsmand for, at tyrkernes traditionelle nationaldrik, den ouzo-lignende raki, skulle udskiftes med den helt alkoholfrie yogurtdrik, ayram.

Regeringen har også forgæves forsøgt at få vedtaget love mod utroskab og om at ophæve det gældende forbud mod at kvinder bærer tørklæde på landets universiteter.

Ved et møde i weekenden understregede Erdogan ifølge AFP den religiøse motivation bag sin hårde linje:

»Ingen kan skræmme os. Vi tager ikke imod ordrer fra andre end Gud,«

Dagens Gossip

Dagens TV