Erdogan: Henrettes Mursi udløser det uro i Mellemøsten

Skrevet af admin

18/05/2015

Dagens topnyheder

Det vil udløse uro i Mellemøsten, hvis Egypten eksekverer dødsdommen mod landets tidligere præsident Mohamed Mursi, siger en talsmand for den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogan.

Tyrkiet vil samarbejde med FN's Menneskerettighedskommission, UNHRC, og tage "alle nødvendige skridt" for at forhindre en henrettelse, siger Erdogans talsmand, Ibrahim Kalin.

Erdogan har åbent støttet Mursi og hans bagland i Det Muslimske Broderskab.

En egyptisk domstol dømte lørdag Mursi til døden for blandt andet at have opildnet til et fængselsoprør, hvor indsatte flygtede og angreb politifolk i 2011.

Dommen vil blive forelagt Egyptens øverste religiøse instans, stormuftien, som skal tage stilling til, om den skal eksekveres. Dommen kan fortsat ankes.

I alt blev omkring 100 medlemmer af Det Muslimske Broderskab dømt til døden for at være brudt ud under fangeoprøret i 2011. Mursi anklages for at have planlagt en masseflugt og konspireret med udenlandske bevægelser.

Mange af de tiltalte blev dømt in absentia.

Mursi, der tidligere har været dømt, har før undgået dødsstraf.

Det Muslimske Broderskab kom til magten i Egypten gennem Mursi efter revolutionen i 2011, da Hosni Mubaraks regime blev væltet.

Mursi var Egyptens første præsident, som blev valgt ved et frit, demokratisk valg.

Broderskabet blev fjernet fra magten af militæret med daværende hærchef Abdul Fattah al-Sisi - den nuværende præsident - i spidsen.

Siden har styret i Egypten knust broderskabet og dets støtter med masseanholdelser, dødsdomme og fængselsstraffe.

/ritzau/Reuters