Erdogan kritiserer protester efter 15-årigs død

Skrevet af admin

12/03/2014

Dagens topnyheder

Tyrkiets premierminister, Recep Tayyip Erdogan, kritiserer de omfattende demonstrationer og uroligheder, som er blevet udløst af en 15-årig drengs død.

- Det er ikke demokratisk at forsøge at stikke gaderne i brand 18 dage før et valg, siger den trængte regeringschef, som befinder sig i den værste politiske krise i de 11 år, hvor han har været ved magten.

- Jeg appellerer til fagforeninger og arbejdsgivere og til private organisationer om at udvise ansvarlighed, siger Erdogan i en tale onsdag, mens politiet brugte vandkanoner og tåregas mod demonstranter i Istanbul.

Titusinder var på gaden i Istanbul og hovedstaden Ankara under begravelsen af den 15-årige Berkin Elvan, som døde på et hospital i Istanbul tirsdag efter at have ligget i koma i 269 dage.

Han blev dødeligt såret af et tåregashylster, da han var på gaden for at købe brød til sin familie under demonstrationer mod Erdogan i juni sidste år.

- Berkins mordere er AKP-politiet, råbte demonstranter med henvisning til Erdogans regerende Retfærdigheds- og Udviklingspartiet (AKP).

Drengens død udløste også demonstrationer i en række storbyer tirsdag.

- Erdogans regering er en korruptionsregering. Gå af! Gå af!, lød det fra flere tusinde demonstranter.

I Istanbul stod indbyggere i vinduerne i deres hjem i nogle kvarterer og slog på deres gryder og pander med skeer for at støtte demonstranterne, hvilket også skete under uroen sidste sommer.

Der har over flere uger været protestaktioner mod Erdogan, som er svækket af en magtkamp med en bevægelse under ledelse af en tyrkisk muslimsk prædikant, Fethullah Gülen, der er gået i eksil i USA.

Erdogan var tidligere allieret med Gülen, men beskylder nu prædikanten for at være hovedmanden bag en serie af "forfalskede lydoptagelser", som antyder, at premierministeren er korrupt.

Erdogan siger, at beskyldningerne er det pure opspind, men affæren svækker hans autoritet hos nogle vælgere, hvilket kan skade ham ved lokalvalget den 30. marts.

/ritzau/AFP