Erdogan lover hurtig omstrukturering i militæret

Der var væsentlige mangler i efterretningerne op til fredagens mislykkede militærkup i Tyrkiet. Sådan lyder det fra den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogan, torsdag aften.

Præsidenten siger samtidig, at landets væbnede styrker hurtigt vil blive omstruktureret.

- Det er meget tydeligt, at der var væsentlige huller og mangler i vores efterretninger, det er der ingen pointe i at prøve at skjule eller benægte.

- Det har jeg også sagt til lederen af den nationale efterretningstjeneste, siger Erdogan i et interview med nyhedsbureauet Reuters.

Siden det fejlslagne kupforsøg i weekenden har Erdogan og regeringen foretaget en større udrensning i blandt andet militæret og retssystemet.

Præsidenten har samtidig åbnet for en debat om genindførelse af dødsstraf, og onsdag blev der indført undtagelsestilstand i landet.

Et nyt kupforsøg mod regeringen er muligt. Men det vil ikke være nemt, lyder det fra præsidenten, der siger, at "vi er mere vagt".

/ritzau/Reuters

Dagens Gossip