Erdogan og demonstranter mødes efter hårde kampe

Den tyrkiske premierminister, Recep Tayyip Erdogan, skal ifølge flere tyrkiske medier klokken 16 mødes med en gruppe ledere fra de demonstrationer, der i slutningen af maj begyndte ved Gezi Park i Istanbul med et fokus på miljøet og siden har spredt sig til centrale dele af byen og er blevet en mere generel protest mod landets regering og dens religiøse og autoritære politik.

I hovedstaden Ankara meldes der ligeledes om daglige sammenstød mellem politi og demonstranter.

Selvom premierministeren tilsyneladende fastholder sin plan om at mødes med demonstrationslederne, er det langt fra sikkert, at han vil ændre på den tyrkiske regerings tilgang til demonstranterne. Hidtil har han sat hårdt ind, og tirsdag aften og nat affyrede uropoliti eksempelvis vandkanoner og tåregas i Ankara, hvor 5.000 demonstranter var trukket ud i gaderne for at kræve Erdogans afgang.

Flere tyrkere giver på sociale medier således også udtryk for, at man ikke skal forvente sig meget af mødet mellem Erdogan og de udvalgte demonstrationsledere.

Tirsdag brugte urobetjente tåregas og vandkanoner mod de omkring 10.000 demonstranter, der var forsamlet på Taksimpladsen i Istanbul. Pladsen, der ligger centralt i den tyrkiske storby, blev forvandlet til en decideret kampplads, hvor politi og demonstranter i flere timer kæmpede mod hinanden.

Fire personer, heriblandt en betjent, har ifølge en tyrkisk menneskerettighedsorganisation mistet livet under de seneste ugers demonstrationer, og i resten af verden følger man udviklingen med spænding. I USA opfordrer Det Hvide Hus til dialog mellem regeringen og demonstranterne.

»Vi følger begivenhederne i Tyrkiet med bekymring, og vores interesse er fortsat at støtte retten til ytringsfrihed og forsamling, herunder retten til fredelige protester,« lyder det i en udtalelse fra talskvinden Caitlin Hayden.

»Vi tror på, at den langvarige stabilitet, sikkerhed og velstand i Tyrkiet er bedst sikret via opretholdelsen af de fundamentale friheder til forsamling, ytring, tilhørsforhold samt frie og uafhængige medier. Tyrkiet er en nær ven og allieret for USA, og vi forventer, at de tyrkiske myndigheder opretholder disse fundamentale friheder,« siger hun.

Danmarks udenrigsminister, Villy Søvndal (SF), har ligeledes udtrykt bekymring over situationen i Tyrkiet. Søvndal finder i særlig grad det tyrkiske politis magtanvendelse foruroligende.

Dagens Gossip