Erdogan rejser til Muhammed Alis begravelse

Skrevet af admin

06/06/2016

Dagens topnyheder

Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, vil deltage i en begravelseshøjtidelighed i den amerikanske by Louisville for den afdøde bokselegende Muhammad Ali.

Det afslører en talsmand for Alis familie, Bob Gunnell, under en gennemgang af detaljerne omkring begravelsen, der finder sted fredag.

Muhammad Ali, der tre gange var verdensmester i sværvægtsboksning og en fremtrædende talsmand for sortes rettigheder, døde lørdag 74 år gammel efter mange års kamp mod Parkinsons sygdom.

Han regnes af mange som det 20. århundredes største sportsmand.

Mindehøjtideligheden finder sted i Alis barndomsby, Louisville, i den amerikanske delstat Kentucky.

Torsdag vil der være en privat højtidelighed for den afdøde bokser. Dagen efter afholdes den offentlige ceremoni, hvor hans kiste vil blive kørt gennem Louisvilles gader.

En talsmand for den tyrkiske præsident bekræfter, at Erdogan deltager.

- Vi kan bekræfte, at præsidenten vil rejse til Louisville, Kentucky, for at deltage i legenden Muhammad Alis bisættelse. Han rejser onsdag aften, siger talsmanden.

Det fremgår ikke, hvorfor Erdogan mener, han har en særlig relation til den tidligere amerikanske bokser.

Muhammad Ali, der i 1964 første gang blev verdensmester under det kristne fødenavn Cassius Marcellus Clay, konverterede kort efter til islam og ændrede sit navn.

Ali-familiens talsmand siger, at Erdogan har bedt om lov til at holde en tale under ceremonien fredag.

Hovedgudstjenesten bliver holdt på KFC Yum Center, hvor der er plads til over 20.000 mennesker. Det er en gudstjeneste på tværs af forskellige religioner, men den bliver ledet af en imam og holdt i den muslimske tradition, siger familien.

Tidligere præsident Bill Clinton og komikeren Billy Crystal vil være blandt talerne.

Muhammad Ali bliver begravet på Cave Hill-kirkegården i Louisville - byen, hvor han blev født i 1942.

- Han var en verdensborger og ville have ønsket at folk fra alle mulige forskellige samfundslag deltog i hans begravelse, sagde Bob Gunnell søndag.

/ritzau/AFP