Erdogans allierede sidder tungt på ny tyrkisk regering

Skrevet af admin

29/08/2014

Mest læste i dag

Tyrkiets stærke mand, den nyvalgte præsident, Recep Tayyip Erdogan, har fredag godkendt en ny regering, der er spækket med den tidligere premierministers nærmeste allierede.

Blot fire nye navne er at finde på det ministerhold, som premierminister Ahmet Davutoglu har udpeget til den nye tyrkiske regering.

Den mest bemærkelsesværdige udnævnelse er ifølge nyhedsbureauet AFP forfremmelsen af den tidligere Europaminister Mevlut Cavusoglu, der nu skal være udenrigsminister.

Udnævnelsen ventes at blive modtaget med tilfredshed i USA og EU, hvor mange venter, at Cavusoglu vil være i stand til at afbalancere den tyrkiske udenrigspolitik, som i visse kredse blev anset for at være lige lovlig ambitiøs under premierminister Davutoglu, der siden 2009 har været udenrigsminister.

I sine første udtalelser efter udnævnelsen siger Cavusoglu, at han vil arbejde for, at Tyrkiet kan blive medlem af EU.

Den tidligere præsident, Abdullah Gül, en tidligere nær Erdogan-allieret og medstifter af det regerende Retfærdigheds- og Udviklingsparti (AKP), ser ikke ud til at få nogen rolle i den fremtidige ledelse af Tyrkiet.

Derimod får højtstående ministre som Ali Babacan og Mehmet Simsek lov at bevare deres respektive poster som vicepremierminister og finansminister.

Blandt de nye medlemmer af regeringen er Yalcin Akdogan, en tidligere rådgiver til Erdogan, der anses for at være ultra-loyal overfor den tidligere premierminister. Akdogan er landets nye vicepremierminister, en post, som han dog ikke er alene om at have.

Erdogan har regeret Tyrkiet som premierminister siden 2003 og har lovet, at præsidentembedet nu skal have betydeligt mere magt end under hans forgænger på posten.

/ritzau/AFP