Erfaren slagteridirektør afløses af Arla-mand

Skrevet af admin

01/10/2015

Mest læste i dag

Danish Crown har igennem 27 år været ledet af Kjeld Johannesen, men til april næste år er det slut.

Til den tid overdrager han ledelsen af slagterivirksomheden til Jais Valeur, der kommer fra en stilling som Executive Vice President hos Arla.

- Jais Valeur har både et indgående kendskab til international afsætning – og en stærk forståelse for, hvad det vil sige, at en stor koncern er ejet af sine råvareleverandører.

- Vi har valgt ham, fordi vi er overbeviste om, at han er den bedste til at løfte den tunge arv efter Kjeld Johannesen, siger bestyrelsesformand Erik Bredholt.

52-årige Valeur, der også har en fortid i Royal Unibrew og New Zealand Dairy Board, tiltræder allerede midt i november for at sikre den bedst mulige overgang.

Han siger farvel til Arla efter mere end 20 års virke i mejerikoncernen, og Arla går nu på jagt efter hans afløser.

- Mine år i Arla har været fantastiske, og jeg har været heldig at være en del af denne spændende virksomhed og i spidsen for et hold af inspirerende ledere.

- Men muligheden for at komme til Danish Crown og være med til at udvikle selskabet fremadrettet kunne jeg ganske enkelt ikke sige nej til, og jeg tror på, at jeg kan gøre en forskel, siger han i en pressemeddelelse.

Kjeld Johannesen meddelte allerede for et år siden, at han ville fratræde inden for en overskuelig fremtid.

Han var direktør i det nordjyske slagteriselskab Wenbo, da Danish Crown blev etableret i 1990 og har således stået i spidsen for opbygningen af en af Europas førende fødevarevirksomheder.

/ritzau/