Erhvervsliv tror på job i vækstplan

Dansk Industri (DI) og Dansk Erhverv er tilfredse med første del af den vækstplan, der faldt på plads søndag aften.

Aftalen indbærer blandt andet en ny grænsehandelspakke. Dansk Erhverv vurderer, at afgiftsændringen på sodavand og øl vil give en markant reduktion af grænsehandlen.

- Med ophævelsen af afgifterne på sodavand og reduktionen af afgiften på øl, den øgede momsrefusion for hotelovernatninger og genindførelse af boligjobordningen inklusiv sommerhuse skabes der job i servicesektoren her og nu, siger administrerende direktør i Dansk Erhverv Jens Klarskov.

DI mener, at aftalerne har et "flot ambitionsniveau" i første del af vækstpakken og peger også på grænsehandelsaftalen som et vigtigt element.

- Grænsehandel koster os mange danske arbejdspladser. Det er et problem, vi senest har peget på i DI's udspil til en konkurrenceevnepakke. Derfor er vi godt tilfredse med, at politikerne har lyttet og leveret en god løsning, siger Tine Roed, direktør i DI.

Søndag aften indgik regeringen første del af vækstplanen med Venstre, De Konservative, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance. Aftalen vil blandt andet genindføre boligjobordningen og indebærer også en ny grænsehandelspakke.

Aftalen betyder blandt andet, at afgifter på sodavand fjernes helt, mens de lettes en smule på øl, og at sommerhuse som noget nyt også er inkluderet i boligjobordningen.

- Vi har en aftale om første halvdel af regeringens vækstplan. En aftale på samlet set 17 milliarder kroner over de næste år, sagde finansminister Bjarne Corydon (S) kort tid efter, at aftalen var faldet på plads.

/ritzau/

 

Dagens Gossip