Erhvervsliv: Vi er afhængige af udenlandsk arbejdskraft

I takt med at udlændinge bliver et større og større emne i valgkampen, advarer en stribe erhvervsledere om konsekvenserne, skriver Politiken søndag.

Det er fremtrædende virksomheder som Carlsberg, Microsoft og Grundfos, der slår fast, at udenlandsk arbejdskraft er en central del af hele deres forretning.

- Det er klart, at al den politiske snak om udlændinge ikke er positiv i den sammenhæng. Som virksomhed er vi afhængige af, at vi kan tiltrække de her mennesker. Både i dag og i morgen.

- Og hvis ikke vi kan det, rykker de her arbejdspladser ud af Danmark, siger koncerndirektør Jais Valeur fra Arla Foods til Politiken.

Over for Politiken kritiserer flere erhvervsledere et forslag fra Dansk Folkeparti.

De et går ud på, at virksomheder fremover skal kunne dokumentere, at de ikke vil kunne få besat deres stillinger med danske lønmodtagere, før de får lov at benytte ordninger, der giver mulighed for at importere arbejdskraft fra lande uden for EU-området.

Virksomhederne melder sig på banen i kølvandet på en længerevarende valgkampsdebat om udlændinge.

Debatten fik tidligere på ugen direktør Karsten Dybvad fra Dansk Industri til sammen med den radikale uddannelsesminister, Sofie Carsten Nielsen, at opfordre til, at udenlandsk arbejdskraft skal være et "plusord frem for fyord".

Meldingen sendte Dansk Industri på kollisionskurs med Venstre, hvor ordfører Martin Geertsen anklagede interesseorganisationen for at gå rundt med en "klap for øjet".

Venstre kommer da heller ikke den nye kritik i møde, og politisk ordfører Inger Støjberg siger til Politiken, at der "er stor forskel på indvandring, når det handler om asylansøgere, der kommer til Danmark, og så den højtuddannede specialist".

/ritzau/

Dagens Gossip