Erhvervslivet er rivende uenige om vækstplan

Skrevet af admin

17/06/2014

Dagens topnyheder

Regeringen og Venstres nye såkaldte rammeaftale om den kommende vækstplan møder anerkendelse i dansk erhvervsliv, men nogle organisationer så dog gerne, at parterne havde været mere ambitiøse.

I alt er man enige om mere end 90 initiativer, der skal styrke produktivitet og konkurrencekraft.

Der gennemføres PSO-lempelser for samlet 13,2 milliarder kroner frem mod 2020, mens forsyningssikkerhedsafgiften tilbagerulles, og de administrative omkostninger for virksomhederne reduceres.

Men det er ikke nok, lyder det fra Dansk Erhverv, der arbejder for at skabe optimale konkurrencevilkår for handels- og servicesektoren.

- Regeringens oprindelige udspil var for uambitiøst, og det er kun blevet en smule bedre. Retningen er den rigtige, men man vinder ikke et kapløb ved at tage så små skridt.

- Vi havde gerne set en mere ambitiøs vækstplan til gavn for hele erhvervslivet og ikke kun udvalgte sektorer, siger direktør Jens Klarskov, Dansk Erhverv, i en kommentar.

Parterne har forhandlet over de seneste tre dage og forventer, at aftalen vil gøre det lettere og billigere at drive virksomhed i Danmark, hvilket skal styrke væksten.

Og der er behov for at hæve produktiviteten, mener Claus Jensen, forbundsformand for Dansk Metal.

- Vi har længe peget på, at der er behov for at få hævet produktiviteten i Danmark. Den ny aftale er et godt skridt på vejen, siger han og fremhæver de nye uddannelsesmuligheder for faglærte og ufaglærte samt den styrkede indsats for at skabe flere praktikpladser.

Hos Dansk Industri, der er erhvervsorganisation for danske virksomheder, er man positiv.

- Vi har efterlyst en vækstpakke med ambitioner for Danmark, og regeringen og Venstre har lyttet. Der er slet ingen tvivl om, at aftalen her vil styrke danske virksomheders evne til at konkurrere og trække ordrer hjem til Danmark.

- Den vil løfte vores velstand og skabe nye job herhjemme, siger direktør Karsten Dybvad, Dansk Industri.

Der er gode initiativer i ny vækstpakke, men ærgerligt, at regeringen ikke vil tage imod forslag om flere slagtesvin, mener Landbrug og Fødevarer.

- De danske slagterier står med knivene parat, og de danske svineproducenter er også parate til at skabe endnu mere vækst og arbejdspladser i vores fødevaresektor, siger direktør i Landbrug og Fødevarer Søren Gade.

Regeringen er blevet enig med Venstre om en rammeaftale, men der forestår stadig forhandlinger med de øvrige partier.

/ritzau/