Erhvervslivet jubler over Femern-vedtagelse

Skrevet af admin

28/04/2015

Dagens topnyheder

Det skorter ikke på roser til Femern-projektet fra erhvervslivets interesseorganisationer efter Folketingets vedtagelse af anlægsloven for den dansk-tyske forbindelse.

Ifølge udviklingsselskabet Femern Belt Development kan man se frem til flere tusinde arbejdspladser.

Det siger selskabets bestyrelsesformand, Svend Erik Hovmand, der også er tidligere skatteminister for Venstre.

- Alene på tunnelfabrikken i Rødbyhavn bliver der skabt op mod 4000 nye arbejdspladser, og et tilsvarende antal job vil opstå i Østdanmark og Nordtyskland, hvor mange virksomheder bliver underleverandører, siger han.

Femern Belt Developments arbejde går ud på at sikre, at Region Sjælland får så mange job som muligt ud af Femern-projektet. Og det ser godt ud, mener Svend Erik Hovmand.

- Vi vil opleve en aktivitet som aldrig tidligere set, og ikke mindst Lolland-Falster kommer til at få gavn af byggeriet, siger han.

- Når tunnelen står færdig, vil metropolerne København/Malmø og Hamburg være knyttet endnu tættere sammen til gavn for vækst og udvikling i hele regionen.

Optimismen deles af flere interesseorganisationer i erhvervslivet, der glæder sig over, at tirsdag bød på både en vedtagelse af anlægsloven i Folketinget samt en erklæring fra den tyske forbundskansler, Angela Merkel, om fuld støtte til projektet.

- Vi får ikke bare koblet Østdanmark, men hele Skandinavien bedre sammen med Tyskland og Europa. Det vil skabe vækst og nye muligheder, siger branchedirektør i DI Transport Michael Svane.

Også Dansk Erhverv er begejstret for, at der er fremskridt i projektet og øjner muligheder endnu længere mod øst.

- Det er undervurderet, hvor meget markederne i Østeuropa har vokset og vil vokse i de kommende år. Det skal vi være med til at hjælpe frem til gavn både for os og resten af kontinentet, siger chefkonsulent Jesper Højte Stenbæk.

/ritzau/