Erhvervslivet kræver nye jobreformer af regeringen

Skrevet af admin

16/09/2015

Dagens topnyheder

Regeringen skal lægge sig i selen og skaffe endnu flere danskere i arbejde, end de nuværende politiske tiltag lægger op til.

Sådan lyder det fra flere af erhvervslivets tungeste organisationer, efter at beregninger fra tænketankene Cepos og AE-rådet viser, at regeringens nuværende tiltag i regeringsgrundlaget kun vil skabe 8800 nye job, skriver Jyllands-Postens erhvervsmedie Finans.

- De 8800 er da et bidrag, men vores forventning til trepartsforhandlingerne er, at der skal lægges noget oven i de 8800 - og ikke bare et ubetydeligt tal, siger Erik Simonsen, underdirektør i Dansk Arbejdsgiverforening (DA), til Finans.

I foråret kom DA med en række forslag, der tilsammen skulle flytte 85.000 danskere fra offentlig forsørgelse til arbejdsstyrken.

Arbejdsgiverne oplever stigende behov for mere arbejdskraft, og de forventer, at de trepartsforhandlinger, som regeringen har lagt op til i det nye år, vil tage hånd om problemet.

Samme holdning har landets største erhvervsorganisation, DI, mens Dansk Erhverv, der repræsenterer 17.000 virksomheder, mere har øjnene rettet mod større reformer af kontanthjælpen.

Finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) mener, at regeringen er godt på vej.

- Frem mod 2020 ventes beskæftigelsen at stige med godt 80.000 som følge af reformer, som vi enten fremlagde, da vi sidst var i regering, eller som vi stemte for i opposition, skriver han i et svar til Finans.

/ritzau/