Erhvervslivet ser frem til at få et enklere momssystem

Skrevet af admin

07/04/2016

Dagens topnyheder

Det er en glædelige nyhed for danske virksomheder, hvis EU-Kommissionen lykkes med at få ryddet op i et kludetæppe af et momssystem med et nyt, enklere system.

Det mener brancheorganisationerne Dansk Erhverv og Dansk Industri oven på torsdagens lancering af en ny handlingsplan fra skattekommissær Pierre Moscovici, som især gælder handel på tværs af de 28 EU-lande.

Planen indebærer ét fælles EU-momssystem, hvor landene godt nok stadig kan sætte sine egne momssatser. Men der lægges op til et nyt regelsæt, der kræver mindre administration og giver færre muligheder for momssvindel.

- Vi synes, at det er rigtig tiltrængt, at kommissionen kommer med dette udspil, hvor man virkelig har forsøgt at tænke 360 grader rundt og se alle mangler i det eksisterende system fra 1993.

- Det er i dag især for uoverskueligt og svært for små og mellemstore virksomheder at have grænseoverskridende salg af varer og ydelser, siger Ulla Brandt, chefkonsulent i Dansk Erhverv.

Hun glæder sig derfor over opgraderingen af "one stop shop"-princippet, der vil give virksomheder mulighed for at klare alle momsafregninger i hjemlandet i stedet for i hvert af de lande, det sælger til.

Også i den anden store danske erhvervslobbygruppe, Dansk Industri, glæder man sig over momsplanen.

- Kommissionens forslag er meget ambitiøst og tiltrængt. Mange virksomheder kæmper i dag en hård kamp med EU's indviklede momssystem. Nu ændrer man grundlæggende systemet, så det bliver mere robust og enkelt, siger vicedirektør Kent Damsgaard.

Et led i kommissionens plan er at reducere momssvindel, som anslås at koste EU-staterne 50 milliarder euro (370 milliarder kroner) årligt. Lykkes det, kan det også give de danske virksomheder et rygstød, mener Ulla Brandt fra Dansk Erhverv.

/ritzau/