Erhvervsminister får påtale for at nøle med kvindetal

Skrevet af admin

22/06/2016

Dagens topnyheder

Folketingets Præsidium, der er Folketingets ledelse, undrer sig over, at erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen (V) var 21 dage om at udlevere et talepapir til Folketingets ligestillingsudvalg.

Dermed får ligestillingsordfører for Socialdemokraterne Rasmus Horn Langhoff medhold i sin klage.

- I dette tilfælde, hvor der er tale om, at man ønsker et allerede udarbejdet talepapir oversendt, har Præsidiet vanskeligt ved at forstå baggrunden for, at det har taget ministeren fra den 11. maj til den 1. juni, siger Folketingets formand, Pia Kjærsgaard, i en skriftlig afgørelse.

Det var i forbindelse med et åbent samråd om måltal og politik for kønssammensætning i ledelser og bestyrelser, at Rasmus Horn Langhoff bad om at få udleveret ministerens talepapir.

Det lykkedes ikke i flere omgange. Det har senere vist sig, at ministeren på samrådet oplyste forkerte tal for, hvor mange kvinder der sidder på bestyrelsesposter.

Ministeren oplyser ikke, hvorfor han har været lang tid om at udlevere talepapirer.

- Erhvervs- og vækstministeren har ikke i svaret på høringen oplyst noget nærmere herom, siger Pia Kjærsgaard.

Til gengæld siger han, at han vil sørge for, at det ikke skal gentage sig.

- Fremadrettet vil jeg bestræbe mig på, at sådanne spørgsmål besvares hurtigst muligt, siger Troels Lund Poulsen i et skriftligt svar til Folketingets Præsidium efter påtalen.

Rasmus Horn Langhoff er tilfreds med svaret på sin klage fra Folketingets Præsidium.

- Jeg er tilfreds med opsangen og forventer, at erhvervsministeren forstår et vink med en vognstang og fremadrettet udviser større respekt for Folketingets arbejde - og fremover giver Folketinget relevante og korrekte oplysninger, siger han.

/ritzau/