Erhvervsskoler dynges til med problembørn

Landets erhvervsskolechefer råber nu vagt i gevær over for regeringens planer om at sende unge arbejdsløse i uddannelse som led i en reform af kontanthjælpen.

Reformen vil sende umotiverede unge fra kontanthjælpssystemet på skolebænken, og det vil resultere i endnu større frafald på skolerne, lyder det fra ledere på handelsskoler, tekniske skoler og Sosu-skoler, skriver Berlingske.

Samtidig vil reformen betyde, at skolerne bliver holdeplads for sociale udfordringer, mener 42 af de 52 skolechefer, som avisen har talt med.

- Uden at blinke med øjnene kan jeg sige, at vi kommer til at bruge mere tid på sociale problemer, siger direktør for Ribe Handelsskole Sune Ahrenkiel til Berlingske.

- Nogle vil klare sig igennem, men mange vil falde fra. Det er altså den tunge af den tunge ende, der nu vil komme ind, fortsætter han

Ud af de 52 af landets erhvervsskolechefer, som Berlingske har talt med, mener 43, at de nye elever ikke vil være motiverede til at gennemføre en uddannelse. Og 35 af dem mener samtidig, at frafaldet på skolen vil stige.

- I værste fald er det lidt spild af penge at sende de her elever, der slet ikke er motiverede, i skole, lyder det fra direktør på Erhvervsskolen Sjælland Inge Prip til Berlingske.

Regeringen forhandler lige nu om kontanthjælpsreformen, og for at få folk i arbejde eller uddannelse vil regeringen reducere ydelserne markant til de 25-29-årige.

Regeringen vil afskaffe kontanthjælpen for unge under 30 år uden uddannelse og i stedet indføre en ny ydelse, uddannelseshjælp, på niveau med SU.

Alle under 30 år skal som udgangspunkt tage en uddannelse, hvis de er uddannelsesparate. I dag gælder det for unge i alderen 18-24 år.

/ritzau/

Dagens Gossip