Erhvervsskoler er mest upopulære i Danmark

I 2010 var knap hver anden på ungdomsuddannelserne i gang med at uddanne sig til smed, skibstekniker, snedker eller sikkerhedsvagt på de danske erhvervsskoler.

I Østrig, Holland og Schweiz gik omkring to ud af tre på en erhvervsskole, mens godt halvdelen i Tyskland valgte den tekniske uddannelse.

Danmark er altså det land, hvor erhvervsuddannelserne er mindst populære, når vi sammenligner os med lande med samme erhvervsuddannelsesstruktur. Det viser en ny analyse fra den uafhængige tænketank DEA.

- I Danmark har gymnasiet for alvor vundet forældre og unges hjerter som stedet med den mest spændende ungdomskultur og den uddannelse, man kan bruge til mest, forklarer vicedirektør i DEA, Bjarne Lundager Jensen.

Og det er Danske Erhvervsskoler enig i.

- Gymnasiet ligner folkeskolen så meget, at der er en naturlig og genkendelig ting ved at fortsætte, siger formand for Danske Erhvervsskoler, Peter Amstrup:

- Og så understøtter folkeskolen opfattelsen af, at det er bedst at sende eleverne i gymnasiet, og så kan de altid senere finde ud af, hvad de vil med deres liv.

Begge er enige i, at det skal gøres mere attraktivt for unge at vælge en erhvervsuddannelse. Blandt andet gennem vejledning, men også gennem undervisningen, mener Peter Amstrup.

- Folkeskolen har jo ikke praktiske fag, så de er ikke forberedt på samme måde som til gymnasiet. Elever spørger, hvorfor de skal lære trigonometri, for det får de aldrig brug for. Jo, det gør du lige præcis den dag, du rammer en erhvervsskole.

I de andre lande skal eleverne vælge mellem det akademiske eller boglige allerede fra fjerde, sjette eller ottende skoleår. I de fleste af landene kan eleverne dog skifte retning undervejs.

I Danmark er det omkring 19 procent af de unge, som efter 9. eller 10. klasse vælger at gå direkte til erhvervsskolerne.

Når der stadig er så mange på de danske erhvervsuddannelser, skyldes det, at flere vælger at starte senere. Faktisk er gennemsnitsalderen på nye studerende på knap 22 år i Danmark, hvor de i Østrig er omkring 16 år og knap 20 i Tyskland.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV