Erhvervsskolerne støtter karakterkrav trods elevflugt

Skrevet af admin

15/09/2015

Mest læste i dag

Det får ikke direktøren for Danske Erhvervsskoler, Lars Kunov, til at ryste på hånden, at der i år er kommet 3645 færre elever ind på erhvervsskolerne i forhold til sidste år.

Tallet stammer fra en opgørelse fra Undervisningsministeriet, der viser, at tilgangen i år er faldet. Det skyldes ikke mindst, at der er blevet indført et karakterkrav, der betyder, at elever skal have karakteren 2 i dansk og matematik for at kunne komme ind.

- Faldet er lidt større, end vi havde håbet på. Men vi var jo godt klar over, at der ville komme et fald i forbindelse med, at der er blevet indført adgangskrav til erhvervsuddannelserne, siger direktør Lars Kunov til Ritzau.

Og Lars Kunov mener derfor også, at man er på rette vej.

- Det er vigtigt at understrege, at vi under ingen omstændigheder ønsker at sænke kravene for at få flere ind. Danske Erhvervsskoler er fuldstændig enig med politikerne i, at der skal være skarpe krav for at komme ind, lyder det.

Der er dog også stadig områder, hvor indsatsen kan blive bedre, understreger han.

- Der er brug for, at erhvervsuddannelserne bliver en større del af undervisningen i folkeskolen. Og erhvervsskolerne skal have bedre muligheder for at tilbyde introduktionskurser til de lidt ældre, siger Lars Kunov.

De 3645 færre elever svarer til et fald på 11 procent sammenlignet med sidste år, hvor 32.061 studerende blev optaget. Og det er en "trist nyhed", lyder det fra Erhvervsskolernes Elevorganisation.

- Vi synes ikke, at det er den rette vej at lave et karakterkrav for dernæst at tro, at det får prestigen til at stige for uddannelsen. Vi tror i stedet, at man skal informere om, hvad erhvervsuddannelserne er, siger Mie Hovmark, organisationens formand, til Ritzau.

Hun frygter for fremtiden for de elever, der ikke kommer ind på uddannelsen.

- Jeg er bekymret for, at de falder ud af systemet, fordi de endnu en gang får at vide, at de ikke er gode nok, og fordi de ikke får hjælp, siger hun.

/ritzau/