Erhvervstop råber politikerne op: Vi har brug for flere hænder

Skrevet af admin

22/04/2015

Dagens topnyheder

Selvom det er upopulært, er der ingen vej udenom: Danske politikere bliver nødt til at diskutere økonomiske reformer.

Sådan lyder budskabet fra landets tungeste erhvervsorganisation, Dansk Industri, der i en ny kampagne forsøger at råbe politikerne op.

- Velfærd kommer ikke af sig selv. Det er vores virksomheder, der bidrager til at skabe fundamentet, lyder det i store annoncer i flere dagblade onsdag.

Dansk Industris direktør, Karsten Dybvad, uddyber over for Ritzau, hvad DI ønsker at opnå.

- Den udfordring, der i øjeblikket står skarpest foran os, er, at vi mangler arbejdskraft, siger Dybvad.

- Rigtig mange af vores virksomheder melder om, at de ikke kan få fat i dem, de gerne vil ansætte.

Han forklarer, at løsningen kan være, at folk arbejder mere eller går senere på pension, at få flere går fra overførselsindkomst til job eller at man ansætter mere udenlandsk arbejdskraft. Formentlig vil det være nødvendigt med en blanding af alle fire ting.

DI-direktøren vil ikke lægge sig fast på, hvordan erhvervslivet vil foretrække, at arbejdsstyrken udvides. Han lægger i stedet op til, at danskerne og politikerne tager diskussionen.

- Hvis ikke vi løser de udfordringer, griber vi ikke opsvinget, siger Karsten Dybvad.

- Når væksten begynder at tage til, er der ikke så mange flere at tage af, for ledigheden er lav. Vi skulle nødig have, at opsvinget smuldrer mellem fingrene på os.

Politisk set er der uenighed om, hvor stort behovet for større samfundsøkonomiske reformer er. Økonomi- og indenrigsminister Morten Østergaard (R) har talt for at hæve pensionsalderen.

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) mener derimod ikke, at behovet for reformer er så stort.

- Det er ikke sådan, at der ligger nogle kæmpe reformer foran os, som vi skal i gang med for at få økonomien til at hænge sammen, sagde statsministeren til Ritzau tidligere i april.

/ritzau/