Ericsson skærer 1550 job i Sverige

Den svenske telegigant Ericsson nedlægger 1550 job i Sverige.

Samtidigt skal der skæres ned på brugen af konsulenter og ansatte på kortere kontrakter.

Det oplyser selskabet i en pressemeddelelse.

Langt hovedparten af de nedlagte stillinger skal findes i Stockholm, hvor der skal være 1000 færre ansatte.

I Göteborg forsvinder 200 job, mens resten fordeler sig jævnt over Ericssons forskellige afdelinger i Sverige. De nedlagte stillinger fordeler sig på stort set alle personalegrupper.

- Det er selvfølgelig en trist besked, vi skal give vores ansatte i dag. De seneste år har vi gennemført effektiviseringer på alle niveauer. Her er nedlæggelse af stillinger et element, siger Ericssons personalechef Tomas Qvist.

Umiddelbart efter beskeden steg Ericssons aktie en smule, men kort tid efter var den tilbage på samme niveau på børsen i Stockholm.

Ericsson, som har solgt sin mobilproduktion fra til Sony, har lidt under 18.000 ansatte i Sverige og lidt flere end 100.000 medarbejdere på verdensplan.

Selskabet holder onsdag eftermiddag et pressemøde, hvor man vil redegøre for spareplanerne.

Dagens Gossip

Dagens TV