Erik Ninn-Hansen er død: Tamil-sagen blev hans skæbne

- Mit navn er i de seneste år blevet knyttet til en enkelt sag.

Sådan skrev Erik Ninn-Hansen i sin selvbiografi fra 1997, "Værelse 28 - Dansk Politik 1974-94".

Og når danskere, der har fulgt med i politik de seneste 20 år, hører hans navn, har de nok allerede gættet, at der er tale om Tamil-sagen.

Sagen som i 1993 væltede den konservative statsminister Poul Schlüter, ændrede magtforholdene i dansk politik og førte til en rigsretssag mod Erik Ninn-Hansen.

Han fik en 40-år lang karriere i Folketinget, som bragte ham helt op på nogle af de mest betroede poster i Danmark som justits-, finans- og forsvarsminister.

Men Erik Ninn-Hansens historie er samtidig fortællingen om et af de største fald fra tinderne i Folketingets historie. Og derfor vil det sidste kapitel i bogen om Erik Ninn-Hansen altid fylde mest.

Tamil-sagen betød, at Erik Ninn-Hansen ikke bare måtte forlade posten som justitsminister og som formand for Folketinget - han blev også slettet fra Kraks Blå Bog.

Rigsretten idømte ham fire måneders betinget fængsel for at have brudt ministeransvarlighedsloven ved ulovligt at have gennemtvunget et stop for familiesammenføringer for tamilske flygtninge uden om Folketinget.

Måske berørte det ham følelsesmæssigt endnu mere end selve dommen, at han i konsekvens af den måtte aflevere sine danske ordener. "Det var et chok for mig", sagde han siden.

Over for offentligheden fastholdt Ninn-Hansen, at han havde handlet i overensstemmelse med de parlamentariske regler og derfor var uretmæssigt dømt. Han klagede over dommen til menneskerettighedskommissionen, men den afviste i 1999 hans klage.

Ninn-Hansen trøstede sig ved, at almindelige mennesker udtrykte sympati for hans handlinger, når de mødte ham på gaden. Og at hans ulovlige stramning af reglerne for familiesammenføring siden er blevet officiel dansk udlændingepolitik:

- Det er tilfredsstillende for mig. Det var jo det, jeg forsøgte dengang, sagde Erik Ninn-Hansen til Jyllands-Posten i forbindelse med sin 80-års fødselsdag.

Ifølge tidligere statsminister Poul Schlüter var Erik Ninn-Hansen hele sit politiske liv præget af en "elefantisk stædighed".

Det forklarer måske, hvordan han som blot 31-årig kom i Folketinget og på 15 år fik kæmpet sig op fra en plads nederst i hierarkiet til sin første post som forsvarsminister.

Han blev født i 1922 i et gårdmandshjem på Slagelseegnen, men brød ud af landbomiljøet og læste jura. Allerede som dreng bestemte han sig for konservatismen og i 1948 blev han formand for Konservativ Ungdom.

Erik Ninn-Hansen blev 92 år.

/ritzau/

Dagens Gossip